Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / 18 biblioteker slår dørene op til landsdækkende middagsevent
For biblioteker
Navigation
 

18 biblioteker slår dørene op til landsdækkende middagsevent

Udgivet 28. oktober 2010

Af Elisabeth Moltke

Over hele landet deltager folkebiblioteker i et nyt og spændende arrangement – ’Expat Dinners – på biblioteket’. Fra Frederikshavn til Vordingborg, i Esbjerg, Odense og Birkerød. I alt åbner 18 biblioteker dørene som værter for internationale middage for lokale danskere og udenlandske medarbejdere – de såkaldte ’expats’ eller ’newcomers’.

Arrangementet løber af stabelen den 11. november og har til formål at skabe nye relationer mellem lokale og udenlandske nytilflyttere til gensidig berigelse og glæde samt ikke mindst at sætte fokus på biblioteket som et alternativt mødested.

Nye partnerskaber

Bag arrangementet står Expat in Denmark og Foreningen Nydansker og som noget helt nyt er de danske folkebiblioteker inviteret til at være med. Samarbejdet er et produkt af Statsbiblioteket og Greve Biblioteks Projekt Newcomers og de nye udfordringer, som aktivt arbejder på opbygning af nye partnerskaber udenfor bibliotekssektoren for at tiltrække en ny og spændende målgruppe på biblioteket.

En vigtig rolle for bibliotekerne

Baggrunden for arrangementet er, at op mod 30-40% af de udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, rejser hjem eller videre før tid. Det er både socialt og økonomisk omkostningsfuldt. Begrundelsen for flytningen er som oftest, at det er svært at få socialt netværk, og at de savner nogle kulturelle (fritids-) tilbud til ægtefæller og børn, der ligger ud over de traditionelle integrationstilbud. Men disse muligheder findes jo!

Med deres alsidige kultur- og sprogtilbud, kendskab til lokalsamfundet og ikke mindst muligheden for personlig rådgivning fra en bibliotekar, er det oplagt, at de danske folkebiblioteker positionerer sig som centrale institutioner i fastholdelsesindsatsen overfor newcomers. Projekt Newcomers vil derfor eksponere de danske bibliotekers mange tilbud ved både at bygge bro til nye eksterne partnere såsom Expat in Denmark og at tænke kreativt for at tiltrække denne nye målgruppe på bibliotekerne.

Vil du vide mere om Projekt Newcomers eller være med som netværksbibliotek fremover, kan du finde mere information her www.newcomers.dk