Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Bibzonen - Bibliotekernes telt på Folkemødet
For biblioteker
Navigation
 

Bibzonen - Bibliotekernes telt på Folkemødet

Udgivet 20. juni 2014

Af Jens Hjørne, projektmedarbejder, Statsbiblioteket

Allinge ligger som et nordligt "punktum" for Bornholm, og med sine ca. 1600 indbyggere, sit idylliske bindingsværk og krogede gader udgør byen en søvnig udkant af kongeriget. Dog ikke i begyndelsen af juni, hvor Folkemødet indtager byen og hele resten af Bornholm. I år var fjerde gang, Folkemødet fandt sted, og siden 2011 er antallet af gæster eksploderet fra 10- til 80.000, og antallet af events er vokset fra 230 til næsten 2000.

De mange events og arrangementer repræsenterer alle afkroge af det politiske spektrum, fra Statsminister til græsrod, fra erhvervsorganisation til fredsaktivist, og fra kulturlivet deltager et utal af personligheder og brancherepræsentanter. Pressen deltager massivt (alene DR havde 150 akkrediterede journalister på Bornholm). Med andre ord; Folkemødet er stedet, man bør være i Folkemødeugen, og det er de danske biblioteker også, i skikkelse af Bibzonen.

Bibzonen skal sætte de danske biblioteker på det politiske og kulturelle landkort. Bibliotekernes telt danner rammen om debatter og events, som sætter bibliotekernes rolle, udvikling og fremtid på dagsordenen.

Et godt Folkemøde for Bibzonen
Bibliotekernes tilstedeværelse på årets Folkemøde forløb positivt, ud over en hver forventning. Sort set alle arrangementer trak fuldt hus, der var masser af bevågenhed fra publikum og presse, og alle forberedelser "klappede" perfekt i udførelsen. Bibzonen og partnere, samt de danske biblioteker kan se tilbage på Folkemødet 2014 med glæde og tilfredshed. Bibliotekerne var synligt og hørbart til stede på Folkemødet.

Mangfoldigt program
Bibzonen bød på et fuldbooket program med politiske debatter, samtaler og interviews med forfattere og musikere, koncerter, teater, quiz og meget andet godt. Debatterne blev anført af tre hoveddebatter under ledelse af Clemet Kjersgaard og gæstet af bl.a. Kulturministeren, ledende biblioteksfolk og politikere. De mange "actionprægede" arrangementer blev suppleret med et dagligt tilbud om læsesal med plads til ro og fordybelse.

Læsesal og biblioteksvagt
Biblioteksvagten og Bibzonens læsesal bidrog til de mere "klassiske" bibliotekstemaer på Folkemødet. Hver dag startede med to timers læsesal, hvor Fokemødegæster ladede op til dagen med kaffe, croissant og dagen avis. Et kærkomment tilbud. Der var fuldt hus. På læsesalen og under samtlige de øvrige arrangementer kunne publikum rådføre sig med Biblioteksvagten, der (som altid) svarede på alt mellem himmel og jord. Biblioteksvagten udførte også opsøgende arbejde på Folkemødet, hvor de uddelte såvel svar på tiltale, som solcreme.

Folkemødets måske smukkeste telt
Allerede i opbygningsfasen modtog Bibzonens telt massiv interesse og masser af positive bemærkninger om folkemødets måske smukkeste telt. Bibzonen tiltrak med sin centrale placering og glasfacade et talrigt publikum, der blot med et enkelt blik kunne konstatere, at nu var eksempelvis Kulturministeren, Clement Kjersgaard eller Mathilde Falch på scenen. Når der ikke var debatter eller andre begivenheder på tapetet, så var det læsesalen og en pause fra menneskemylderet, som lokkede.

Bibliotekernes telt i opbygningsfasen

Fuldt belagt og fuld gang i debatten. Kulturministeren og Clement Kjersgaard i aktion

Se flere billeder fra Bibzonen >>

Masser af "Bibzone-kvidder"
I år satsede Bibzonen især på at få hul på Twitter-kommunikationen. Målet var, dels at informere de mange deltagere på Folkemødet om igangværende og kommende events, og dels at dele indtryk med interesserede uden for rækkevidde af Allinge Havn og Folkemødet.

Således blev samtlige arrangementer i Bibliotekernes telt tweetet ud 15 minutter før opstart, fulgt af kortvejledning. Under arrangementerne blev der tweetet stemningsbilleder og citater, godt suppleret af tweets fra deltagere og partnere.

Noget tyder på, at Folkemødet 2014 for alvor skabte en twitterstorm. Ikke mindre en 17.000 tweets med #fmdk blev det til. Det kunne være blevet til mange flere, hvis netværket over Allinge havde været optimalt.

Danmarks Biblioteksforening har samlet en lang række tweets og indlæg i deres "Storify". Her kan du følge historien om Bibzonen fra (før) start til (efter) slut
Se Danmarks Biblioteksforenings Storify >>

Bibzonen er et "brand"
Bibzonen debuterede på folkemødet 2013 med en markant tilstedeværelse og lykkedes i høj grad med ønsket om at skabe debat og opmærksomhed omkring bibliotekerne i Danmark. I år lykkedes det at tage skridtet videre til et endnu bedre resultat, så det er med spænding, at Bibzonen og partnere ser frem imod 2015, hvor Bibzonen entrerer for tredje gang på Folkemødet.

Læs "Bibzonen på Folkemødet 2015" >>