Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Bibzoom.dk kontra de kommercielle tjenester
For biblioteker
Navigation
 

Bibzoom.dk kontra de kommercielle tjenester

Udgivet 22. marts 2011

nyhedsillustration_bibzoomkobnkurrenter

af Jens Bang Petersen, områdeleder
Odense Centralbibliotek, Musikbiblioteket

OBS: Artiklen er publiceret på Perspektiv - del din viden, hvor du kan bidrage med kommentarer.

Hvilke er de vigtigste online musiktjenester, som BibZoom.dk kæmper med om brugernes gunst – og hvordan adskiller tjenesterne sig? Og har Bibzoom.dk en naturlig plads blandt konkurrenterne? Det er bare et par af de spørgsmål, som artiklen vil prøve at belyse – og prøve at starte en debat om. På trods af at BibZoom.dk med flere længder er den online bibliotekstjeneste, flest brugere benytter, så savnes det helt store folkelige gennembrud på besøgstal i forhold til det fysiske musikbibliotek.

Musikbibliotekerne har fra starten været i konkurrence med de kommercielle aktører, først med pladebutikker, så downloadtjenester – og nu streamingtjenester. Da konkurrencesituationen med pladebutikker og med downloadtjenester reelt minder meget om hinanden, hvor bibliotekerne låner ud, og de kommercielle sælger, har jeg valgt at koncentrere mig om streamingtjenester, dog med det tillæg at jeg også har kigget på TDC Play’s download del. De største konkurrenter er dog uden tvivl TDC Play, WIMP, Spotify og Grooveshark – men der er selvfølgelig mange andre.

 
tdc.jpg

TDC Play
Play udmærker sig ved at være både en downloadshop, samt en download- og streaming-abonnementstjeneste – og det største scoop er at de tre ting er integreret i en og samme søgetjeneste. Abonnementstjenesterne er tilgængelige for alle TDC abonnenter, og når der downloades en fil, virker den lige så længe man vedbliver med at købe et TDC abonnement. Men det betyder stadig, at alle filer indeholder en form for DRM-sikring, og oplevelsen af at hente og afspille en fil første gang i Windows Media Player, er ikke spor nemmere end på BibZoom.dk. Ved hentning kan man enten downloade en fil ad gangen eller et helt album – man kan kun samle blandede filer til kurv, hvis man køber musikken. Ved streaming kan man direkte i samme billede som download klikke på en play-knap, og albummet eller filen streames direkte eller der kan oprettes en playliste. Forjættende – men det virkede faktisk ikke ordentligt. Første skive, jeg streamede direkte, virkede fint, den anden fejlmeldte, at jeg havde for mange sange i playlisten, uden at jeg havde oprettet en playliste. Overførte jeg alle sange til en playliste, kunne jeg med lidt overtalelse få albummet i gang, men den direkte afspilning var stået af. Formidling begrænser sig til playlister og et album- og tracktip. Play download virker til Mac – hvis man altså kører Windows Vista på sin Mac computer! Streaming-delen virker på Mac og Linux, hvis der køres Flash. Der er en Android, men ingen iPhone-app. Ingen tvivl om, at Play vinder på både markedsføringsbudget og på mængden af indhold, men en overraskende stor del, jeg stødte ind i, kunne kun købes og var ikke med i abonnementsdelen. Og katalogiseringerne – især for det klassiske – stinker.

wimp.jpg

Wimp
Kræver installation af Adobe Air med Wimp ovenpå og fungerer som sit eget lille program og er en ren streaming-tjeneste. Uden de små fejl som prægede Play-oplevelsen. Som formidling byder Wimp på automatiserede forslag om "lignende musik", "playlists" (bl.a. P3s mest spillede), højtids/årstids aktuelle lister, lister til idræt osv, samt de såkaldte "Wimp Wizards", der er et panel af danske kunstnere/DJ's, der kreerer unikke playlists til Wimp – og der trækkes kunstnerinfo fra Last.fm og til tider også links til anden info. Der er mulighed for at dele playlists direkte i Wimp og på Twitter og Facebook – samt scrobble til Last.fm. Wimp virker også til Mac, Android, iPhone og iPad. Til gengæld er indholdet betydeligt mindre end i Play, og igen er katalogiseringerne rædselsfulde – f.eks. er en lignende artist til ’Mozart’ en hr.’Wolfgang Amadeus Mozart’…

 

spotify.jpg

Spotify
Spotifys installation er en såkaldt native app, og brugerfladen føles derfor mere intuitiv end Wimp, selvom den ikke har helt de samme muligheder for playlists, og formidling begrænser sig til mest spillede numre og albums, noget der ligner, og ofte en pæn lang bandbiografi. Playlists kan deles pr. app, Facebook, Twitter og Messenger, og der kan scrobbles til Last.fm. Spotify er tilgængelig til de gængse platforme og mobile enheder, og mængden af indhold er større end hos Wimp og Plays abonnementsdel. Katalogisering er igen ikke noget der findes vigtigt. Spotify er ikke officiel tilgængelig i Danmark, da der ikke endnu er en aftale med KODA. Men mange danskere har fundet vej uden om dette.

 

grooveshark.jpg

Grooveshark
Grooveshark slog sig ned på at være en salgstjeneste, hvor brugerne selv uploadede musik, og når en anden bruger købte det uploadede, fik uploaderen en andel af beløbet. Siden er tjenesten blevet til en gratis streaming tjeneste, hvor tjenesten tilgås direkte i browseren i stil med BibZoom.dk. Grooveshark virker på de fleste platforme og mobiler. Formidling er primært via Radio-funktionen, der spiller musik, der ligner, lidt i stil med Pandora og Last.fm. Indholdet er bredt men noget mere fragmenteret og rudimentært katalogiseret, da det stadig uploades af brugeren. KODA anser Grooveshark for en pirattjeneste (altså ulovlig), da danske kunstnere ikke får kompensation for brugen af musik. Men tjenesten er stadig tilgængelig i hele verden.

Hvor står Bibzoom.dk i forhold til ovenstående tjenester? Egentlig meget godt. Vi er et gratis og lovligt tilbud, som alle kan bruge, et trekløver af muligheder, som ingen af de ovenstående tjenester kan matche. Plus vi både har andet end maskingenereret formidling og arbejder hen imod meget andet indhold end musik. Her er vi foran alle de kommercielle tjenester – og det bør vi væres stolte af! Men der er stadig meget, vi kan blive bedre til!

For det første er der masser af inspiration at hente til at blive bedre ved at studere de andre tjenester:

• Samspil mellem streaming, download og formidling – TDC Play kan - så det bør BibZoom.dk også kunne. Det er dog ikke gratis at udvikle BibZoom.dk så alle tre dele spiller sammen.

• Tilgængelighed på flere platforme og apps til mobile enheder – uden tvivl vejen frem. Lad os få de apps til iPhone, iPad etc. Og lad os være bedre til at fortælle, hvad BibZoom.dk allerede kan. F.eks. kan streaming allerede nu bruges på mobiltelefoner med Android 2.2 og højere.

• Mere indhold – vi er bagefter de fire tjenester på populært indhold især på streaming. Vi bør, for at få fat i brugerne, kunne matche de kommercielle. Til gengæld ser det ud som om at vi indenfor meget kort tid vil kunne matche Play på download delen.

• Markedsføring – vi får aldrig et budget som de kommercielle. Men vi har ca. 100 digitale udstillingsvinduer, en masse fysiske ditto og en masse engagerede biblioteksansatte BibZoom.dk-ambassadører. Lad os koordinere og bruge bibliotekshjemmesider, beholdningsbaser og det fysiske rum bedre. Og lad os få fortalt vores gode historier tit og insisterende, så journalister ikke hver anden gang glemmer BibZoom.dk, når de skriver om online musik.

For det andet skal vi også kunne gøre en forskel – vi skal kunne adskille os fra konkurrenterne og have områder, hvor vi er bedre og mere interessante. Der er i hvert fald tre emner, jeg mener, vi kan gøre det på:

• Katalogiseringer – fra dag ét et meget omdiskuteret punkt. Uden at referere hele diskussionen, er det et punkt, hvor vi ikke er bedre end de andre, på trods af, at genfinding er en biblioteksmæssig kerneopgave. Det kan blive rigtig dyrt at katalogisere hele basen igennem, men måske kan mindre også gøre det. Kan vi skabe et fornuftigt online katalogiseringsformat, få felterne implementeret i BibZoom.dks database – og samtidig acceptere, at ikke alt får samme katalogiseringsniveau i basen – så er der faktisk eksisterende online katalogiseringer man kunne trække på. F.eks. er databasen Discogs.com både meget omfattende titelmæssig, og katalogiseringsniveauet er ret højt. Der vil blive en restgruppe af skiver i basen, der ikke kan matches med eksisterende katalogiseringer – men der kan vi måske hjælpes ad med at hæve niveauet.

• Unikt indhold – vi har mulighed for at få gammelt dansk ikke digitaliseret materiale med. Vi kunne måske kigge på de på Statsbibliotekets allerede digitaliserede titler, om der er mere, vi kan få over i Bibzoom.dk. Og så kunne vi slå et slag og indsamle uudgivne optagelser fra bands på alle niveauer.

• Omfattende formidling – de andre gør det næsten ikke, så lad os. Vi er et godt stykke ad vejen med overførslen af formidlingen og redaktionen fra Musikbibliotek.dk, men lad os sammen gøre det endnu bedre, endnu mere og fuldt integreret på siden. Og måske også tage nogle lavthængende frugter og integrere andre eksisterende online tekster, som nogle af de andre tjenester gør. De digitaliserede musiktidsskrifter (f.eks. Gaffa og MM) ligger lige for at tage fat på.

Jeg tvivler dog på, at jeg har fået fanget hele virkeligheden i ovenstående artikel, så jeg har inviteret Kasper Hagel Madsen fra DMBFs bestyrelse og Frederiksberg Kommunes Biblioteker til at starte debatten og tage stilling til, hvilken retning vi skal med BibZoom.dk – hvis vi skal være med på online musikområdet. Vi arbejder også på at finde endnu en debattør - og alle er velkomne til at bidrage.

Lad debatten begynde!

OBS: Artiklen er publiceret på Perspektiv - del din viden, hvor du kan bidrage med kommentarer.