Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Bibzoom fordobler antallet af artikellæsninger på ét år
For biblioteker
Navigation
 

Bibzoom fordobler antallet af artikellæsninger på ét år

Udgivet 2. december 2013

Af Niels Mark, ansvarshavende redaktør, Bibzoom

Redaktionens fokus i 2013 har været at synliggøre tjenesten på de sociale medier og samtidig optimere artikelindhold. Indsatsområderne har tydeligvis båret frugt.

Vi nærmer os udgangen af 2013, og vi kan så småt gøre status over redaktionens arbejde i det forløbne år. I 2013 har redaktionen haft fokus på to områder: Synligheden af Bibzoom på de sociale medier og optimering af artikelindhold. Indsatsen har på begge områder givet respons udover alle forventninger.

Synlighed af Bibzoom
Den 22. januar kunne Bibzoom meddele, at redaktionen var blevet en redaktør rigere. De sociale medier er en vigtig medspiller i enhver hjemmesides bestræbelser på at opnå succes. Derfor var der behov for en redaktør, som kunne styrke samspillet mellem Bibzoom.dk og Facebook. Til at varetage opgaven som Bibzooms redaktør for de sociale medieplatforme blev kommunikationskoordinator fra Randers Bibliotek, Allan Malver, ansat. Redaktørens opgave har været, i samarbejde med hovedredaktøren, at sikre at et løbende udvalg af artikler og anmeldelser, der udgives på Bibzoom, når ud til Facebook-brugerne, og dermed potentielt nye brugere.

De sociale medier har dermed været stærkt opprioriteret i 2013. Udover at promovere artikler og anmeldelser fra Bibzoom har Facebook været en vigtig dialogkanal mellem brugerne og redaktionen, ligesom Facebook var et værktøj til at nå hurtigt ud til festivalgængere og -interesserede med live-dækning af de mange musikfestivaler.

Facebook - over 90.000 visninger af et enkelt artikelindlæg
Effekten af Facebook har tydeligt kunnet måles. Et enkelt indlæg om det unge danske band Pleasure Squad fra Bibzooms tiltag for upcoming bands, Unsigned, rundede i løbet af blot tre dage 90.000 visninger på Facebook, imens anmeldelsen af World-albummet ”The best of Cubismo” nåede 93.600 visninger i løbet af to uger. Af andre højdespringere kan nævnes playlist-artiklerne til årets Danish Music Awards, DMA World og DMA Jazz, som henholdsvis har rundet de 85.000 og 84.000 visninger. Med andre ord har Facebook-potentialet talt sit helt eget sprog.

Flere artikler og anmeldelser
Som et nyt tiltag i 2013 indførte Bibzoom en refusionsordning, således at biblioteker med musikalske ildsjæle fik refusion for skrevne artikler, alt efter, hvor meget formidlingsstof, der blev leveret fra pågældende bibliotek. Ordningen har tydeligt kunnet aflæses i mængden af indhold, som er markant øget i løbet af 2013. En måling foretaget i begyndelsen af november viste, at der i løbet af årets første ti måneder var udgivet mere end 500 artikler på Bibzoom. Dertil kommer 70 podcast-udsendelser og 24 lytteguides til festivaler og bands.

Musikbloggere og andre musikalske ildsjæle
En anden vigtig årsag til den øgede mængde af artikler og anmeldelse har været redaktionens partnerskaber med en række musikblogs og digitale musikmagasiner. Det er jo ikke kun blandt biblioteksfolk, man finder musikalske ildsjæle og kyndige musikeksperter. Også på de mange danske musikblogs og e-magasiner er der masser af potentiel musikviden at hente.

Derfor indgik redaktionen samarbejde med en række vigtige internetsider om udveksling af artikler og anmeldelser. Disse partnerskaber her været stærkt medvirkende til den øgede mængde af artikler.

Statistik: Fordobling i antallet af læsninger på ét år
Succesen med de to indsatsområder (synlighed på de sociale medier og optimering af formidlende indhold) har kunnet læses tydeligt i statistikmålingerne. Sammenligner man antallet af artikellæsninger for perioden 1. januar til 26. november i henholdsvis 2012 og 2013, ser man en fremgang på 104 %: Fra 58.312 artikelbesøg i 2012 til 119.356 artikelbesøg i 2013.

Responsen fra brugerne viser med al tydelighed, at bibliotekerne har en musiktjeneste der gør en forskel. Denne kompliment vil redaktionen tage med ind i det nye år i bestræbelserne på at gøre Bibzoom til en unik og uundværlig platform i den voksende digitale musikverden.