Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / BibZoom fyrer Kulturkanonen af
For biblioteker
Navigation
 

BibZoom fyrer Kulturkanonen af

Udgivet 21. september 2011

nyhedsillustration_ikulturkanonen.jpg

Af Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne. Redaktionsmedlem BibZoom.dk

Kulturknappen

Gad vide, hvor mange af BibZooms tusinder af besøgende, der prøver at trykke på knappen med “Kultur” i den øverste, lysegrå bjælke? Måske har de fleste det sådan, at de bare skal ind og lede efter noget musik, og i øvrigt – “Når jeg hører ordet kultur, griber jeg min fjernbetjening”.

De snyder sig selv for en oplevelse, dem der ikke prøver at gå på opdagelse i kultur-sektionen. Der ligger underholdende og oplysende stof. Og inden længe kommer der meget mere. En guldgrube er ved at blive etableret.

I øjeblikket byder BibZoom Kultur på tre underafdelinger: Reklamefilm, Lydhistorie og Dialekter.

Dialekterne er en væsentlig del af vores land, som er på vej til at forsvinde. De sprogtoner, udtryk og rytmer, som er farveklatter i landets store sproglige palet, er ganske hurtigt ved at flyde sammen i et fælles gråt rigsdansk-københavnsk – først og fremmest på grund af fjernsynet. Og snart bliver hele historien overtaget af fucking engelsk. Men endnu findes der danskere, som taler dialekt, og engang var det en så rodfæstet del af kulturen, at folk fra Hjørring, Faaborg og Aakirkeby kunne have forfærdelig svært ved at forstå hinanden.

BibZoom Kultur gør nu sit til at bevare dialekterne – eller mindet om dem. Man kan høre gamle lydklip, hvor folk fra forskellige landsdele fortæller, og læse detaljerede forklaringer på, hvad der kendetegner den enkelte dialekt. Desuden får man lister over litteratur og musik, der er skrevet på netop denne dialekt (f.eks. er Niels Hausgaards plader med), og hvad sprogforskere har skrevet om dialekten. Måske lidt nørdet, men altså: en bevaringsværdig del af den danske kultur.

Til gengæld er der bred appel i afdelingen med Lydhistorie. Her kan man høre lydklip med Aksel Larsens berømte tale holdt fra en lille robåd i 1932, man kan høre kong Christian X indvie Lillebæltsbroen i 1935, eller hvad statsminister Stauning og journalist Gunnar “Nu” Hansen havde at sige, da Det Danske Luftsfartsselskab modtog sit første firemotorers passagerfly i sommeren 1938. For ikke at tale om Lauritz Melchior, der synger Wagner, Henrik Pontoppidans lyse røst, billeder fra den første kvindelejr på Femø …

Her er stof at hente for studerende, som vil berige deres elektronisk afleverede opgaver med lydklip eller billeder. Og selvfølgelig også for folk, der af ren nysgerrighed vil snuse til historien.

Endelig er de så de gamle reklamefilm, som kun er tilgængelige i de kommuner, der har valgt at abonnere på AV-Pakken. En godbid, der formidles af Statsbiblioteket på vegne af en lang række rettighedshavere. Det er nostalgi i renkultur, det er kult, det skal ses før man tror det. I hvert fald hvis man er født efter 1980 og vokset op med nutidens avancerede tv-reklamer, for i så fald vil disse naive småfilm virke som noget fra Mars eller stenalderen. For andre, der er oppe i årene, vil det være et hjertegribende gensyn med barndommens Appella, Ribena, den hvide tornado og “Han vil hel’re  – han vil hel’re – han vil meget, meget hel’re ha’ en Star!”

Visse steder har man set denne del af BibZooms tilbud beskrevet som “Kulturarven”, og det er vist at tage munden vel fuld. Der mangler ligesom Solvognen, Rundetårn, Fynbomalerne, Preben Elkjær, et par kolonihaver og nogle ting til, før den overskrift holder. Men der er ingen tvivl om, at BibZoom Kultur bliver fyldigere og mere facetteret i de kommende år. Efter at Det Kongelige Bibliotek har sluttet sig til BibZoom.dk, er der skabt forudsætninger for udvidelse med en stor del af den danske kulturarv. Vi vil få ting at se og høre, som både i bredden og i detaljen fortæller, hvad det vil sige at være dansk.

Man kan godt begynde at glæde sig. BibZoom.dk har fyret Kulturkanonen af – men det er altså bare et startskud.