Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Bibzoom lanceres 4. juni
For biblioteker
Navigation
 

Bibzoom lanceres 4. juni

Udgivet 11. maj 2012

Af Heidi Reidel Sørensen

Bibzooms relancering tager os fra Kulturministerens kontor til Aabenraa og fra Næstved til Helvede på Refshaleøen. Flere steder står juni måned i Bibzooms tegn, når biblioteker landet over sætter fokus på musikken, mens Bibzoom kører ræs i den virtuelle verden. Her er en oversigt over de vigtigste ting at vide i forbindelse med lanceringen. Følg godt med i løbet af de kommende uger, hvor vi udsender nærmere information om forløbet.

Den korte oversigt over vigtige datoer

4. juni – Lancering af det nye Bibzoom!

- Kulturministeren sætter gang i en musikstafet og de digitale kampagner ruller
- Flere lokale biblioteker sætter gang i kampagner
- BIBZOOM SHUFFLE lanceres

15. juni – Koncert og reception på Næstved Bibliotek

Kulturministeren bliver første bruger

Første bruger af det nye Bibzoom bliver Kulturminister Uffe Elbæk, som sidder klar på sit kontor til at skyde lanceringen i gang. Pressen er inviteret, og bare rolig – vi skal nok fortælle, hvad han henter først! Kulturministeren sætter også gang i en stafet, hvor kendte personligheder laver Top 5-lister. Der bliver rig lejlighed til, at bibliotekerne kan deltage i stafetten, så begynd allerede nu at tænke over, hvem I kender, som kunne være interessante at have med.

Lanceringen er flyttet fra den 1. juni til den 4., for at dette kan lade sig gøre i forhold til Kulturministeren. Vi beder alle om at holde alt tilbage frem til den 4. juni.

Kampagnestart
4. juni er også startdato for en række digitale kampagner, som Bibzoom kører dels gennem Google Adwords og dels på Facebook.

I de fysiske rum står flere biblioteker også klar til at markere dagen. Næstved Bibliotekernes helt eget Bibliotekor har for eksempel skrevet en Bibzoom-sang til lejligheden, som de vil fremføre for brugerne, og Aabenraa Bibliotekerne slår også dørene op og inviterer til Bibzoom-arrangement. Den 6. juni skydes gang i en kampagne på Statsbiblioteket med en lille koncert med Niels Christian Simmelsgaard.

Har jeres bibliotek også lagt en plan? Skriv straks til support@bibzoom.dk og fortæl os om den - og husk at tage billeder på dagen!

Reception og koncert i Næstved
Den 15. juni inviterer vi til Næstved, hvor der bliver koncert og reception for alle biblioteksmedarbejdere. Vi tager et par timer ud af dagen og snakker om digital markedsføring i biblioteksrummet – og I er alle inviteret. Sæt kryds i kalenderen. Vi udsender invitation i uge 20.

Platforme og markedsføringsmaterialer
Bibzooms nye app til Android-telefoner bliver også lanceret i en første udgave den 4. juni, Bibzoom.dk vil ikke i første omgang blive nedlagt. Læs mere om dette og BibZoom applikationen HER.

Bibzoom tilbyder som altid noget materiale til markedsføring i det fysiske rum og på nettet. Vi laver en værktøjskasse med grafik til web og tryk, pressemeddelelser og meget andet godt. Se mere HER eller gå direkte til værktøjskassen HER og se, hvad der kommer og hvornår!

Festivalsamarbejder og samarbejder med lokale aktører vil desuden blive en væsentlig del af hele lanceringen, og Bibzoom gør det nu nemt for bibliotekerne at tage kontakt til det lokale musikmiljø. Se mere HER.

Kontakt
Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, er I som altid velkomne til at henvende jer til BibZoom Support på support@bibzoom.dk.