Bibzoombussen kører nu!
Af Anne Holst, projektmedarbejder Bibzoom
På lørdag d. 1. juni 2013 starter Bibzoombussen sin sommertur rundt i Danmark.
Biblioteket Sønderborg har stillet bussen til rådighed, og Bibzoom har givet alle Bibzoom-biblioteker muligheden for at låne bussen i løbet af sommeren.
Interessen for bussen har været fantastisk, 17 biblioteker meldte sig på banen, da vi første gang annoncerede planerne med en tourbus. Efter puslespillet med køreplanen er gået op, har ni biblioteker fået mulighed for at få bussen med til deres lokale musik- eller kulturfestival.
Bussen bemandes af de lokale biblioteker, der med bussen som reklamesøjle skal ud i sommerlandet og formidle det glade budskab om servicen. Med i bussen er der bl.a. Bibzoom postkort og den nye miniguide, som giver en lynintroduktion til Bibzooms forskellige platforme. Guiden sendes i løbet af sommeren til alle abonnerende biblioteker, sammen med andet markedsføringsmateriale. Miniguiden er idel som handout til nye brugere.
Bussen starter sin tur i Faaborg Midtfyn, hvor den skal være med på en børnekulturfestival, og slutter i Aabenraa til Kongelig Classic, en regatta og kulturfest. Undervejs er den også en smut forbi DGIs landsstævne, Open Air i Varde og forskellige kulturarrangementer.
Bussens rute ser således ud:
1. juni | Børnekulturfestival i Broby |
---|---|
7.-8. juni |
Nord-Als Musikfestival |
14.-16. juni |
Haslev Festdage |
27.-29. juni | Kløften Festival |
4.-7. juli |
DGIs Landstævne |
8.-13. juli | Festuge Vordingborg |
26.-27. juli | Open Air Varde |
9.-18. august 31. aug.-1. september |
Esbjerg festuge Mangfoldighedsfest Smag Verden København |
Hvis du møder bussen på landevejen vil du ikke kunne undgå at lægge mærke til den, bussen er dekoreret med uglelogo og bibzoomreklame og virker som blikfang både på landevejen og på festivalpladsen.
På festivalpladsen kan publikum se live demonstration af Bibzoom på bussens storskærm og på bussens to iMacs, og samtidig få musik i ørerne mens de hviler sig i festivalstolene, specielt designet til bussen.
Vi ønsker bussen en god tur i det danske sommerland, og følger i løbet af sommeren op med artikler fra udvalgte af de forskellige festival- og kulturarrangementer.
Har du spørgsmål?
Kontakt Anne Holst – ahw@statsbiblioteket.dk