Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Bliv en del af historien: Skriv om dine oplevelser med halloween til Dansk Folkemindesamling
For biblioteker
Navigation
 

Bliv en del af historien: Skriv om dine oplevelser med halloween til Dansk Folkemindesamling

Udgivet 31. oktober 2019

PRESSEMEDDELSELSE 31. OKTOBER 2019

Det er efterår, og symboler på efterårets nyere højtid, halloween, er dukket frem i gadebilledet. Der er blevet sat græskar frem, og nogle husejere pynter deres boliger med spindelvæv, skelletter og flagermus. Børn og voksne klæder sig ud og drager ud i gaderne eller af sted til private fester.

Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek vil gerne vide mere om, hvad danskerne laver til halloween. Arkivet har i over 100 år indsamlet nedskrevne fortællinger om dagligliv og højtider såsom jul, kyndelmisse, midsommer og påske.

”Men vi har næsten ingen beskrivelser af halloween i Dansk Folkemindesamling”, udtaler arkivar Lene Vinther Andersen. ”Det vil vi gerne gøre noget ved nu. Derfor inviterer vi alle interesserede til at deltage i et skrivernetværk om årets traditioner.”

Arkivar Lene Vinther Andersen og Maria Lanng fra Dansk Folkemindesamling håber, at du vil hjælpe med at skrive de næste kapitler til arkivet.

Bliv en del af historien

www.kb.dk/skrivtilarkivet vil du blive stillet fem spørgsmål om halloween. Her kan du skrive om dine personlige erfaringer med traditionen. Dit bidrag er vigtigt for den viden, som eftertiden vil have om vore dages halloween. Du er derfor velkommen til at skrive om alt, hvad du finder vigtigt i den forbindelse – og at svare, hvis du både har gode, dårlige eller begrænsede oplevelser med halloween.

Hvis du har lyst til at deltage i skrivernetværket og senere svare på spørgsmål om andre af årets højtider, er der mulighed for at melde sig til det. Dansk Folkemindesamling ønsker nemlig over de næste år at indsamle viden om danskernes forhold til flere af årets traditioner og højtider. Det vil supplere de mange optegnelser, der allerede eksisterer i arkivets righoldige samlinger.

Fortællingerne vil indgå i arkivet og stå til rådighed for traditionsforskere og andre interesserede. ”Materialet, vi får ind, vil være med til at tegne et billede af halloween anno 2019. Det bliver materiale, som eftertidens historikere vil kunne granske og bruge til at forstå halloween som tradition i Danmark,” udtaler Maria Lanng.

Essensen i vores traditioner er, at de gentages år efter år - måske ned gennem flere generationer. Men faktisk er traditioner ikke en statisk størrelse. Nogle traditioner er kommet til, andre er blevet glemt, mens andre igen opstår, men i nye former. Alt det bliver bevaret og fortalt gennem arkivmaterialet på Folkemindesamlingen, og nu er det dig, der kan være med til at skrive dig ind i historien.

Bliv en del af historien og deltag med beskrivelser af dine erfaringer. Indsend dit bidrag elektronisk på www.kb.dk/skrivtilarkivet, eller kontakt skrivtilarkivet@kb.dk for mere information.

Årets fester. Arkivar Lene Vinther Andersen (t.v.) og Maria Lanng (t.h.) fra Dansk Folkemindesamling med nedskrevne beskrivelser af, hvordan mennesker har fejret årets højtider i 1800-tallet og op i 1900-tallet. Til sammenligning har arkivet en enkelt arkivkasse om halloween. Kassen rummer nogle avisudklip og reklamer fra omkring årtusindskiftet, hvor halloween begyndte at dukke op i Danmark. Arkivarerne inviterer nu til at nedskrive oplevelser med halloween og berige arkivet med ny viden.