Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Den danske kulturarv er blevet til et spørgsmål om forretning frem for indhold!
For biblioteker
Navigation
 

Den danske kulturarv er blevet til et spørgsmål om forretning frem for indhold!

nyhedsillustration_larsbornaes.jpg

Af Lars Bornæs, Bibliotekschef Silkeborg Bibliotekerne

Markedskræfterne afgør indholdet i arven
Sådan er vi ganske mange, der oplever det.Der går jo næsten ikke en uge imellem, at folkebibliotekerne bliver tilbudt et eller andet digitaliseret produkt, som med lidt god vilje kan kaldes kulturarv. Tilbuddene kommer dryppende og det er op til hver enkelt folkebibliotek at vurdere om det aktuelle tilbud er kulturarv nok til at være et must.

Den igangværende kulturarvsdigitalisering er muligvis en del, af en sammenhængende national plan, hvor det vigtige kommer før det mindre vigtige. Denne plan er desværre ikke kendt af herværende opponent.

Det kan for så vidt være spændende nok alt sammen – for meget af det som tilbydes er da absolut anvendeligt i forskellige sammenhænge.
Problemet er den uigennemskuelige (og høje) prissætning og så det fænomen, der hedder ”bundling”, hvor flere forskellige produkter er vævet sammen til et ofte lidt kuriøst tilbud (senest set ved AV-pakken).

Der er tilsyneladende sjældent en indlysende sammenhæng imellem det, som efterspørges af folkebibliotekernes kunder og så det, der tilbydes. Men ok – man efterspørger selvfølgelig ikke det, man ikke kender.

Ligeledes bliver vi nok nødt til at have en diskussion om de kulturarvstilbud, som i betænkelig grad minder om de rent kommercielle tilbud markedet til stadighed kaster af sig og som kan tilgås af biblioteksbrugerne uden større omkostninger. Diskussionen skal handle om den ”biblioteksmerværdi” vi tilfører produktet – den kontekst vi formår at etablere, og som til syvende og sidst er den, der legitimerer investeringen.

Jeg er opmærksom på, at markedsforholdene ofte dikterer ovenstående forhold – men samtidig er de en forklaring på, hvorfor folkebibliotekerne ikke uden videre vil (og har mulighed for) at springe på alle ”kulturarvstilbud”.

Lad mig bruge AV-pakken som eksempel. Ikke mange biblioteker bestilte den.
Pakkens væsentligste bidrag til kulturarven var flow- og live-tv (altså visning af tv på biblioteket) og så hjemmeadgang til 50.000 reklamefilm. Ikke et indhold, som nødvendigvis reflekterede de allerhedeste brugerønsker i Silkeborg – men som dog er helt ok i forhold til både et moderne biblioteksrum og forskellige oplevelses- og læringssituationer. Vi fravalgte dog pakken – og det var ud fra en balancering af anvendelighed i forhold til økonomi.

Ikke at pakken var uanvendelig – det var den ikke. Faktisk vurderede vi pakkens anvendelighed til ca. 20.000 – 30.000 kr. Lad os bare sige 30.000 kr.
Det ville vi have givet og ikke de ca. 130.000 kr., vi var kommet til at bløde i 2012.
Længere er den ikke. Og jeg er bekendt med, at mange andre folkebiblioteker ræsonnerede på samme måde.

Jeg ved ikke om eksemplet kan bruges til noget. Det skulle dog lige være til at fastslå:

  • at folkebibliotekerne er klar over, at digitalisering koster penge – men samtidig disponerer deres midler ansvarligt/forsigtigt i forhold til erkendte brugerbehov.
  • at folkebibliotekerne ønsker en samlet national brugerperspektiveret indholdsdiskussion af den digitale kulturarv i forbindelse med etableringen af Danmarks Digitale bibliotek.
  • at folkebibliotekerne ikke anser finansiering af den digitale kulturarv som et rent kommunalt anliggende.
  • at folkebibliotekerne ikke har midler til at være et nyt guldrandet forretningsområde for indholdsleverandører, som atter en gang får lejlighed til at sælge deres bagkatalog – hvilket som konsekvens bør have, at licensforhandlingerne føres af professionelle og på nationalt plan.
  • at folkebibliotekerne  ikke er verdensmestre i at forestille sig nye digitale produkter i relevante, optimale formidlings- og læringsmæssige sammenhænge, ligesom krydssalg/formidling stadigvæk er en by i Rusland.

Det ansvar folkebibliotekerne har, når den digitale kulturarv skal stilles til rådighed for borgerne er ubestrideligt. Ansvaret skal blot ikke løftes isoleret og usammenhængende af hver enkelt kommunes folkebibliotek. Det er for gammeldags og det er for dyrt – for på den måde vil det digitale marked fortsat være overladt til sælger.

  • Lad folkebibliotekerne løfte sammen indenfor rammerne af DDB.
  • Lad statslige midler indgå i finansieringen.
  • Og lad os så komme i gang med indholdsdiskussionen, som dog må antages at være den mest interessante for brugerne.
OBS: Denne artikel er den sjette i en række debatartikler fra BibZoom.dk. Artikelrækken har til hensigt at skabe overblik og debat omkring de danske biblioteker og de digitale biblioteksservices. Artiklen bliver også publiceret på Perspektiv - del din viden, hvor du kan bidrage med kommentarer.