Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Der er også formidling på Bibzoom
For biblioteker
Navigation
 

Der er også formidling på Bibzoom

Udgivet 27. juni 2012


Af Jens Laigaard,
Bibzoom redaktion

Som medarbejder på det hold, der leverer formidling til Bibzoom, er det underligt at opleve tidens debat. Helvede har været løs, siden nogle aviser valgte de dårligst tænkelige overskrifter til Bibzooms relanceringskampagne.

Konfrontation sælger bedre end hyggesnak, så selvfølgelig skulle Bibzoom stilles op som “konkurrent til Spotify” – ikke et “supplement”. At musikfilerne var pakket ind i formidling, blev fuldstændig glemt i den rasende debat, der fulgte.

Billedet bliver tydeligt, hvis man downloader applikationen. Det er her, folk søger og henter musik – og samtidig får de formidlingen skubbet helt op i ansigtet.
Forsidens højre halvdel udgøres af formidling. Lige nu er det øverst placerede indlæg en vidende og velskrevet lytteguide til det canadiske kultband Rush.

Nedenunder er der nyheder fra den danske musikverden, bl.a. reportager fra Bibzooms aktuelle festivaler. Længere inde finder man anbefalinger og artikler om musik, også ting, som findes på folkebibliotekerne, men ikke kan downloades fra Bibzoom – noder, sangbøger, biografier af musikere, musik-dvd’er.

Ruller man lidt ned, kommer en tilsvarende afdeling ”World”-formidling til syne. Her er omtale af danske koncerter med verdens- og indvandrermusik, anbefalinger af bøger, film og musik fra den tredje og fjerde verden. Ofte skrevet på de mest udbredte indvandrersprog.

Samarbejde med musikbranchens øvrige interessenter
Bibzoom interagerer jævnligt med den håndgribelige musikverden. Vi har samarbejdet med Local Heroes, projektet som skal eksponere danske upcoming bands. Vi har produceret snesevis af portrætter og temaudsendelser som podcasts. Vi har lavet lytteguides som appetitvækkere til musikfestivaler: Roskilde, Strøm, Northside, Spot, Copenhagen Jazz, CPH:DOX – lige til at printe ud i hæfteform og stille frem på bibliotekerne.

I samme forbindelse er det værd at nævne, at ethvert bibliotek i landet kan kopiere formidlingsstof fra Bibzoom over til sin egen hjemmeside. Det har i mange år været et stående tilbud, bl.a. omtalt på Musiklisten.

To eksempler kan illustrere vægten og bredden i Bibzooms formidling. Sidste år samarbejdede vi med Danmarks Radio om P2-lytteklubben. Mellem tyve og tredive biblioteker brugte konceptet til at oprette klassiske lytteklubber, heriblandt nogle, der ikke abonnerede på Bibzoom, men alligevel godt kunne bruge vores ideer.

I en helt anden boldgade finder man vores lytteguide til årets Copenhell, som arrangørerne syntes så godt om, at de gjorde den til festivalens officielle program. Hver af de 8.500 sortklædte gæster på Refshaleøen fik Bibzooms kommentarer med i baglommen. Og på blot to uger blev online-versionen af hæftet læst snart 21.000 gange.

Der er forskellige redaktioner på Bibzoom. Jeg selv arbejder i Musikredaktionen sammen med fire andre bibliotekarer og en journaliststuderende. Vi har intet med økonomi og markedsføring at gøre. Vi koncentrerer os om det, vi allerhelst vil, nemlig fortælle om musikken og inspirere folk til at få nye musikoplevelser.