Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Digital formidling og digitalt indhold. Det er ikke enten/eller – det er både og.
For biblioteker
Navigation
 

Digital formidling og digitalt indhold. Det er ikke enten/eller – det er både og.

udgivet 5. september 2012


Af Pernille Schaltz, bibliotekschef Herning Bibliotekerne, medlem af Bibzoom Ledelse

Bibliotekerne og de biblioteksansatte skal formidle indholdet - al den mangfoldighed af viden, og de fantastiske fortællinger, der er i de medier, vi har på bibliotekerne – hvad enten det er litteratur, musik, film, licenser mv. Lad det hermed være slået fast!

Tilsyneladende er det så hér vandene skiller – i Bibzoom vil vi også gerne stille de medier, som vi skal formidle, til rådighed – også selv om de er digitale. For det lader til, at der hos nogle hersker den holdning, at bibliotekerne ikke skal kæmpe for retten til at udlåne digitale medier med den begrundelse, at der er kommercielle spillere på banen, men også fordi bibliotekerne skal formidle og ikke fokusere på indhold.

Vi mener ikke, at det skal være kommercielle interesser, der skal forme den danske kulturpolitik, og vi mener heller ikke, at følgende scenarie giver mening: ”Nej, kære fru Hansen, du kan ikke høre de nye sange af Lis Sørensen hér; hvis du vil høre dem, kan jeg anbefale, at du tegner et TDC-abonnement. Men du kan da få en anmeldelse af sangene hér”.

Bibliotekerne vil meget hurtigt miste deres eksistensberettigelse og tiltrækningskraft, hvis vi tømmer dem for indhold, bare fordi de nu formidles på en platform, som er digital.

Undertonen er lidt, at de, der stadig tror, at det er vigtigt at kunne tilbyde selve det kulturelle indhold/materialet, også når det bliver digitalt, er håbløst umoderne, for alt er jo tilgængeligt på nettet. Men det er tværtimod håbløst blot at lægge sig fladt ned og opgive at kæmpe for bibliotekerne ud fra en betragtning om, at ”der er jo andre der laver det samme som os, så vi skal bare lade være”.

Men det er ikke det samme ,vi laver og tilbyder på biblioteket, og vi i Bibzoom gider godt kæmpe for, at bibliotekerne stadig må udlåne musik (eller litteratur eller film eller….) i en digital nutid og fremtid! Og ja, det er svært at udtænke og skabe nye forretningsmodeller, og ja, der er jurister inde i forhandlingerne. Det er der da ikke noget mærkeligt i. Når vi indkøber fysiske materialer, er der da også fokus på økonomi og udarbejdelse af gode rentable aftaler leverandør og aftager imellem.

Vi gider og tør godt, og de gider og tør godt i andre netbiblioteker, der både formidler og leverer indhold, og forhåbentligt bliver de smadder skarpe til det i DDB, så alle biblioteker i Danmark får råd og lyst til at formidle et bredt og velassorteret udbud af både smal, populær, svært eller let tilgængelig DIGITAL kultur i et fremtidigt levende bibliotekstilbud, der består af både og!