Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Download er den største digitale musikplatform i Danmark
For biblioteker
Navigation
 

Download er den største digitale musikplatform i Danmark

Udgivet 5. marts 2013

Af Flemming Munch, områdedirektør Statsbiblioteket, Bibzoom ledelse

I sidste uge udkom den nyeste årsrapport fra IFPI, og den har masser af spændende læsning. Men inden vi læser videre, skal vi huske, at IFPI er musikselskabernes brancheorganisation, og det er altså de selvsamme musikselskaber, der er storaktionærer i Spotify – det bærer hele rapporten så i øvrigt massivt præg af.

Vi vil i den kommende tid sætte fokus på nogle af myterne og sandhederne om musikmarkedet.

Bibzoom leverer på Danmarks mest populære musikplatform
Når det er sagt, er vi i Bibzoom glade for at kunne konstatere, at download, som jo er den teknologi, som Bibzoom udnytter mest lige nu, i 2012 er den mest udbredte digitale platform til digital musik i Danmark. Nogle gange kan man, når man læser og lytter til musiksektoren, næsten tro, at download er stort set ikke eksisterende, men det er altså meget langt fra sandheden, og i 2012 er download endog vokset med mere end 10 %. I 2012 udgjorde download således 28,4 % af det samlede omsætning, medens streaming udgjorde 25,7 %.

Et andet hovedbudskab fra årsrapporten er også, at det er første gang nogensinde, at den digitale omsætning overstiger ”omsætning fra de fysiske formater”, men mere om det i en senere artikel.

Nedenfor vises figur 6 fra IFPIs årsrapport


Download er også godt for kunstnerne
Rent økonomisk er det samtidigt således, at download, set med kunstnerøjne, typisk er en service, der opleves som værende mere givtig end streaming, hvor selv meget populære artister oplyser, at de kun modtager mellem 1 og 5 øre pr. stream. Nu er det unægteligt ikke let at gennemskue det reelle cash flow, men hvis oplysningerne står til troende, resulterer en million streams kun i en indtægt på mellem 10.000 og 50.000 kroner, og det er altså ikke ret mange danske kunstnere, der downloades mere end en million gange!!!!

Fra Bibzoom er vi glade for, at så mange danskere, til fordel for kunstnerne, udnytter alle fordelene ved Bibzooms downloadplatform, og vi vil i den kommende tid forbedre brugeroplevelse og performance yderligere. Det ændrer ikke på, at vi samtidigt også arbejder på at sikre Bibzooms mange brugere adgang til andre digitale platforme, herunder streaming.

Mere om det senere.

Læs hele IFPI-årsrapport >>