Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Elever arbejder med digital dannelse
For biblioteker
Navigation
 

Elever arbejder med digital dannelse

Af Vibeke Nielsen, Statsbiblioteket

130 elever fra Gribskov, Ishøj og Horsens havde den 7. marts på Strandgårdskolen i Ishøj fokus på at kunne begå sig socialt og etisk på de sociale medier, hvis udbredelse har gjort grænsen mellem det private og det offentlige mere flydende.

Fælles elevdag
Elever fra Gilbjergskolen i Gribskov, Langmarkskolen i Horsens og Strandgårdskolen i Ishøj mødtes til en fælles elevdag i forbindelse med projektet ”Demokrati og digital dannelse”, der har til formål at give dem bedre demokratisk og digital dannelse gennem afprøvning af det lokale demokrati.

Dagen havde fokus på dialog, kildekritik, mobning, demokrati og etik på sociale medier. Sammen skulle elever på tværs af kommunegrænser løse opgaver om Lars Løkke Rasmussens alternative version af sin nytårstale, svare på quiz om folketinget og meget andet.

Dagens program blev afsluttet af et oplæg af Vincent F. Hendricks, professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Information og Boblestudier. Vincent fortalte meget inspirerende om ’likes’ betydning, identitet på sociale medier som et glansbillede, mobning og risikoen for polarisering.

Hvad fik eleverne ud af arrangementet?
Eleverne gik helhjertet til opgaverne, og der var en god dialog på tværs af kommunegrænserne i løbet af dagen. Der bliver fulgt op på arrangementet i undervisningen i de deltagende klasse. TV Ishøj var tilstede hele dagen, og har publiceret et fyldigt indslag om elevdagen

 

I Gribskov og Horsens holdt eleverne også konferencer i uge 10, hvor de lokalt har delt deres læring fra projektet, mens den lokale konference i Ishøj først holdes i maj. Eleverne Abdullah og Medin fra Langmarkskolen fortalte bl.a. på den lokale konference i Horsens onsdag den 9. marts: ” Vincent Hendricks oplæg om Digital dannelse og anti-radikalisering var meget interessant, og vi vil tage det med videre – et like kan jo betyde rigtig mange ting, så det skal man lige tænke over”.

I Gribskov Kommune lavede eleverne et rollespil i byrådsalen onsdag den 9. marts, som TV Nordsjælland har lavet et indslag fra. Fredag den 11. marts holdt eleverne deres lokale konference.

Se indslag >> (link til indslaget på TV2 Nordsjællands website)

Erfaringer fra projekt ’Demokrati og digital dannelse’
For at kunne måle projektets effekt vil eleverne besvare et spørgeskema før og efter undervisningsforløbene. Resultatet af effektmålingen vil blive publiceret på en temadag inden sommerferien, hvor projektets andre resultater også vil blive præsenteret. Dato og program udsendes efter påske, og temadagen vil være åben for alle interesserede.

Projekt ’Demokrati og digital dannelse’ startede den 1. september 2015 og afsluttes den 1. juli 2016 og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre. Læs mere om projektet på hjemmesiden >>

Vil du vide mere om projektet, er du meget velkommen til at kontakte projektleder Vibeke Nielsen.