Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Formidling på eksotiske sprog på bibliotekerne
For biblioteker
Navigation
 

Formidling på eksotiske sprog på bibliotekerne

Udgivet 12. juni 2012

Af Vibeke Nielsen

Et helt nyt projekt er i opstartsfasen, hvor omdrejningspunktet er at få frivillige flersprogede borgere inddraget i formidlingen på flere sprog af primært litteratur, film og musik.

Projektet er et samarbejde mellem Blågårdens Bibliotek, Ringsted Bibliotek, Skanderborg Bibliotek og Statsbiblioteket. Projekt Del din stemme har modtaget støtte fra Kulturstyrelsen, Center for Bibliotek, Medier og Digitaliserings udviklingspulje.

Helt nyt indhold

I projektet vil flersprogede medborgere bidrage direkte med både redaktionelt arbejde, indholdsproduktion og egne kulturelle udtryk til en national, digital biblioteksservice. Dette er en helt unik form for samarbejde mellem bruger og bibliotek, der potentielt kan knytte de flersprogede borgere til bibliotekerne samtidigt med, at de aktivt bidrager til Danmarks kulturproduktion.

Da projektet søger at inkludere flest mulige borgere, vil formidlingen ske både via skrift, videooptagelser og podcasts. Derved kan borgere fra overvejende orale kulturer som somali også deltage.

Formidling

Metoderne og erfaringerne omkring borgerinddragelsen og ikke mindst anvendelse af forskellige digitale teknikker vil løbende blive beskrevet til inspiration for interesserede biblioteker. Projektets indholdsproduktion bliver gratis tilgængelig for alle på Statsbibliotekets hjemmeside og stilles til rådighed for blandt andet bibliotek.dk og bibliotekernes lokale hjemmesider.

Mere information om projektet

Projektet er som sagt i opstartsfasen og vil køre frem til 1. maj 2013. Der vil løbende blive informeret om projektet i For Biblioteker. Ønskes yderligere oplysninger kan interesserede henvende sig til Vibeke Nielsen på telefon 4473 4632 eller vin@statsbiblioteket.dk. – eller til Susanne Bodil Hodges på telefon 4473 4615 eller sbh@statbiblioteket.dk.