Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Fuld fart frem mod 2015 - En opfordring til nationalt samarbejde
For biblioteker
Navigation
 

Fuld fart frem mod 2015 - En opfordring til nationalt samarbejde

Af Morten Fogh, formand Bibzoom

Bibzoom skyder tilslutningsprocessen i gang med budskabet om, at vi i 2015 tilbyder et lækkert streamingsite og – som hidtil – masser af formidling og musik. Bibzoom er bibliotekernes digitale musiktjeneste, der tilbyder adgang til et komplet og sammenhængende univers med musik, formidling, viden, guides, podcasts, playlister og meget mere. Bibzoom er public service med et bredspektret indhold, der henvender sig til alle borgere. Forudsætningen for, at alle borgere reelt får adgang til Bibzooms uendelige ressourcer og oplevelser er, at kommunerne tilslutter sig Bibzoom. Det gør de fleste allerede, men der er også hvide pletter på landkortet.

Folkebibliotekerne stiller blandt andet bøger og musik til rådighed for borgerne. Det er der ikke noget nyt i, og det er en opgave, som bibliotekerne har løst særdeles kompetent – især når det gælder bøgerne. Nogle vil mene, at den ligestilling af medierne, der blev indskrevet i 2000-loven, aldrig for alvor er blevet implementeret overalt. Måske er det grunden til, at der stadig er bibliotekschefer, der argumenterer mod tilslutning til Bibzoom med, at borgerne jo har adgang til indspillet musik på uendeligt mange andre måder, herunder mobiltelefonabonnementer, og altid med indirekte eller direkte betaling.

Argumentet holder ikke og ændrer ikke på Bibliotekslovens ånd og bogstav. Folkebibliotekerne stiller musik til rådighed for borgerne, og gratisprincippet gælder også musikken. Folkebibliotekerne stiller også bøger til rådighed for borgerne – det gælder også, selvom borgerne har adgang til bøger hos boghandlere, i supermarkeder, via Amazon, Mofibo og andre udbydere på nettet, og nu også via bredbånds- og mobilabonnementer. Vælger bibliotekerne musikken fra, fordi borgerne kan få nem adgang via kommercielle aktører, kan de i princippet bruge samme argumentation i forhold til digitale bøger, film, spil etc.

Folkebibliotekerne har en værdi, fordi de er folkebiblioteker, og fordi de sikrer fri og lige adgang for alle borgere og udgør en vigtig grundsten i dansk demokrati. Det budskab har kulturminister Marianne Jelved stået på mål for adskillige gange i dette efterår, når hun er blevet udfordret på folkebibliotekernes samfundsøkonomiske betydning. Pointen er klar: Folkebibliotekerne er public service og skal sikre fri og lige adgang for alle borgere til folkebibliotekernes kerneydelser, som fortsat må omfatte forskellige medietyper, hvad enten de fremtræder i fysisk eller digital form.

Bibzoom er reelt bibliotekernes eneste digitale tjeneste, der tilbyder både musik og formidling af høj kvalitet. Bibzoom har tilbudt Danskernes Digitale Bibliotek (DDB), at Bibzoom bliver et standard indholdselement fra 2015, men da DDB pt. har primær fokus på e-bøger og børneområdet, har der ikke været mulighed for i denne omgang at tage imod tilbuddet. Drøftelsen med DDB fortsætter naturligvis, da der ikke er tale om en afvisning af Bibzoom. Det fremgik tydeligt på et møde mellem DDB’s sekretariatschef Glenn Leervad-Bjørn og Bibzooms ledelse i oktober, og Bibzooms nye streamingsite er da også udviklet på samme CMS system som DDB´s CMS, hvilket sikrer muligheder for sømløs integration af indhold til bibliotekernes hjemmesider.

At Bibzoom ikke er et indholdselement i DDB ved starten af 2015, må imidlertid ikke få bibliotekerne til at stille sig afventende. Bibzoom har brug for, at så mange biblioteker som overhovedet muligt – helst alle – bakker op og tilslutter sig. I 2015 sætter Bibzoom igen fuld fart på udviklingen. Udover implementeringen af streaming gennemføres der også en række andre nye tiltag for at sikre koblingen mellem digital service og det fysiske rum, ligesom en fortsat stigende produktion af formidling af høj kvalitet, i samarbejde med bibliotekerne og andre stærke kræfter på musikområdet, vægtes højt.

I en verden fyldt med spændende tilbud og fristelser er det ikke nok at ”stille til rådighed” – det ved vi godt. For at opnå borgernes opmærksomhed og interesse skal bibliotekernes tilbud eksponeres, markedsføres, formidles direkte og indirekte, og det skal være let at skabe kontakt mellem borger og tilbud. Der vil altid være kamp om den bedste placering, uanset om det er et bibliotek, et supermarked eller en hjemmeside. Hvis Bibzoom skal vækste, kræver det, at der lokalt tages fat med konkrete handlinger og formidlingsindsatser. Har man ideer til initiativer, aktiviteter m.v., eller behov for samme, opfordres man til at kontakte Bibzoom Support eller Strategisk Udviklingsgruppe, der vil koordinere indsatsen.

Det er et paradoks, at Bibzooms metadata gennem flere år har været tilgængelige for bibliotek.dk, men ikke er gjort synlige på bibliotek.dk og dermed for borgerne. Vi har bedt DDB medvirke til at få ændret dette uforståelige valg. Det giver ikke mening, at Bibzooms omfattende indhold ikke eksponeres for borgerne i vores fælles bibliotek.dk.

Min ønskeseddel til juleaften kan på baggrund af ovenstående sammenfattes ganske kort i tre ønsker:

  • Alle biblioteker tilslutter sig Bibzoom
  • Alle biblioteker medvirker til at eksponere Bibzoom og bruge Bibzoom aktivt i musikformidlingen
  • Bibzooms metadata synliggøres og fremmes i bibliotek.dk

Tilslutning til Bibzoom 2015 sker HER, og du kan melde dig til det spændende – internationale - seminar om digitale services den 28.11.2014 HER

Tak for din opmærksomhed

Morten Fogh Formand for Bibzoom