Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Hjælp os med at indsamle beretninger om hverdagen under CoVid19
For biblioteker
Navigation
 

Hjælp os med at indsamle beretninger om hverdagen under CoVid19

Udgivet 27. maj 2020

Som nævnt i tidligere nyhedsbreve er Det Kgl. Bibliotek partner i Nationalmuseets indsamling af fortællinger om Dage med corona

Indsamlingen fokuserer på at dokumentere befolkningens oplevelser og tanker under corona-epidemien. En stor del af Danmark genåbner nu, men det er fortsat vigtigt at indsamle viden om den tid, vores samfund er gået igennem siden d. 12. marts.

Det gælder de tidlige dage, hvor mange var sendt hjem, og hvor nye rutiner med familieliv, hjemmeskoling og hjemmearbejdspladser opstod. Det gælder, hvordan vi har skulle ”stå sammen ved at holde afstand” og hvad man gør, når fødselsdage, sølvbryllupper, højtider og mange andre sociale begivenheder skal fejres uden fysisk nærhed. Og det gælder lige så vel, hvad der sker, når det hele skal i gang igen, og vi skal finde en ny hverdag.

Det Kgl. Bibliotek håber derfor, at I fortsat vil hjælpe med at sprede budskabet om indsamlingen på de sociale medier og via bibliotekets andre kanaler. Det kan være, at I tilknyttet biblioteket har skrivegrupper, bogklubber eller andre, der kan opfordres til at bidrage? Måske har I mulighed for at reklamere, hvor folk afhenter deres bøger? Eller I har sikkert helt andre forslag? Nationalmuseet indgår gerne i et samarbejde, såfremt I har ideer til skriveværksteder eller andet.

På hjemmesiden www.natmus.dk/dagemedcorona kan man downloade en liste med spørgsmål til inspiration, og det er også her man uploader sin besvarelse. Det kan være fortællinger, billeder, lyd eller video. Indsamlingen er åben til d. 31. august 2020.

Baggrund om projektet
Dage med corona har til formål at sikre, at erindringer og refleksioner om denne særlige tid bliver bevaret til eftertiden. Indsamlingen fokuserer især på temaer om hverdagsliv, færden i det offentlige rum, fællesskaber, selve CoVid19-sygdommen og en fremtid efter corona. De indkomne beretninger vil blive stille til rådighed for forskningsprojekter, der både kan bidrage til en bedre forståelse af menneskelige handlemønstre og til erfaringsbaserede løsninger og et styrket beredskab overfor fremtidige krisesituationer. Indsamlingens temaer vil også blive formidlet og sat i et langt kulturhistorisk perspektiv, der forhåbentlig kan give et perspektiv på den aktuelle krise.

Projektet bygger videre på Nationalmuseets etnologiske undersøgelser og især dagbogsundersøgelser fra 1992 og 2017, der opfordrede befolkningen til at beskrive hverdagen og indlevere en dagbog fra én dag i september. Det er stadig hverdagen, vi især interesserer os for – nu en hverdag, der har været vendt op og ned på. 

Der er tale om et koordineret, bredt samarbejde med bl.a. Medicinsk Museion, Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet samt Københavns Universitet, Århus Universitet, ITU og DTU.
Vi tilstræber så bred og repræsentativ en undersøgelse som muligt. Derfor indgår et opsøgende arbejde i undersøgelsen, der
både retter sig imod kulturinstitutioner, organisationer, foreninger, virksomheder og privatpersoner. Vi håber, at I har lyst til at samarbejde med os om det. Konkret fx ved på kort sigt at hjælpe med at opfordre folk til at bidrage og ved på længere sigt at samarbejde med os om at formidle og evt. udforske det indkomne materiale.

Ved spørgsmål til indsamlingen kan I kontakte Nationalmuseet på dagemedcorona@natmus.dk eller telefon 4120 6850 i hverdagene fra kl.10.00 til 15.00. I er også velkomne til at kontakte undertegnede vedr. Det Kgl. Biblioteks involvering.

Med venlig hilsen
Marianne Holm Pedersen
Konstitueret afdelingsleder, Specialsamlinger
Formand for Det Kgl. Biblioteks forskningsudvalg
Kontakt: mape@kb.dk, tlf. 91324918