Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Hvidovrebibliotekerne klar med en guide til psykedelisk rock
For biblioteker
Navigation
 

Hvidovrebibliotekerne klar med en guide til psykedelisk rock

Udgivet 7. december 2011

Af Niels Mark, ansv. redaktør BibZoom.dk Musikredaktion

Vi er i USA i midttresserne. Stoffer og hippie-livstil er så småt ved at indtage musikmiljøet. Selv de pæne engelske drenge i the Beatles ryger med på noder, samtidig med at Brian Wilson fra Beach Boys skriver sine bedste sange på syre. LSD'en gør nemlig noget ved musikerne og udvider deres bevidsthedsopfattelse, så de skriver sange, der bryder alle grænser og overtræder alle regler for populærmusik.

På bedste maleriske facon tages læserne med tilbage til tiden hvor syre og stoffer var en altoverskyggende ingrediens til at skabe progressive og skæve musikalske kompositioner i den ny lytteguide til "Psykedelisk rock" på BibZoom.dk.

Forfatteren bag guiden er Claus Rosenblad fra Hvidovrebibliotekerne. Udover en fremragende indledning til genren, hvorfra ovenstående linier er taget, præsenterer Claus Rosenblad en musikkanon-liste over tolv af de vigtigste album-milepæle fra den psykedeliske rock-scene. Hvert album i guiden består af en kort beskrivelse (annotering) samt et link til gratis download på BibZoom.dk.

Meningen er at guiden, udover at ligge på BibZoom.dk også kan præsenteres på landets biblioteker. Guiden kan både præsenteres online på bibliotekets hjemmeside og den kan downloades i PDF-format fra BibZoom-redaktionens Dropbox, således at guiden udprintes og indgår i forbindelse med en fysisk udstilling på biblioteket om psykedelisk rock.

Guiden til psykedelisk rock er blot den første af en række lytteguides som vil udsendes på BibZoom.dk i fremtiden. Et centralt fokusområde i 2012 for redaktionen på BibZoom.dk er at udvikle et univers af guides til musikgenrer og bands. Tanken er at musikeksperter, d.v.s. bibliotekarer på landets biblioteker, skriver en personlig kanon til sit favorit-musikområde.

Indholdet sendes til redaktionen, som sørger for at udgive det som en lytteguide i samme format som Hvidovrebibliotekernes guide til psykedelisk rock, og med tydelig angivelse af lytteguidens forfatter.

Samtlige kanon-lytteguides vil præsenteres på forsiden af BibZoom.dk på samme måde som de nuværende albumlister.

Et af bibliotekernes absolutte styrker er vores evne til at formidle og guide brugerne til nye og ukendte områder. Tanken bag udviklingen af lytteguide-universet på BibZoom.dk er at udnytte vores potentiale som musikformidlingseksperter og informationsspecialister til at til inspirere brugerne til nye spændende musikområder. Med Claus Rosenblads fremragende guide er det første skridt taget...