Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Kvinde/pigenetværket er en realitet
For biblioteker
Navigation
 

Kvinde/pigenetværket er en realitet

25. november 2006
Af Lotte Petersen, BiblioteksCenter for Integration

Tilmeld dig og mød ligesindede fra andre fagområder

Opstartsmødet for BiblioteksCenter for Integrations netværk for professionelle, der arbejder med integration af piger og kvinder var en stor succes - der var enighed om, at der er et stort behov for et fagligt netværk og masser af gode emner at tage fat på.

Det er 1. november. Efteråret er med ét blevet en realitet – det regner, sner og blæser på én gang, og udenfor er det så bidende koldt, at det er en velsignelse at komme indenfor i varmen i Nørrebro Biblioteks hyggelige lokaler i Bragesgade. Vi har fået lov til at være i bibliotekets nye læringscenter, og der er sørget for, at vi i hvert fald ikke kommer til at gå sultne derfra.

Med mig har jeg min kollega Benedikte Kragh-Schwarz – vi skal til opstartsmøde i SBCIs nyoprettede netværk for professionelle, der arbejder med integration af piger og kvinder. Vi er spændte på, hvor mange der dukker op – vi har fået mange tilmeldinger, men man ved aldrig hvordan det ser ud, når jord og himmel står i ét og de offentlige transportmidler svigter.

En mangfoldighed af projekter

En efter en dukker mødedeltagerne alligevel op, og det bliver hurtigt tydeligt, at vi har meget at tale om ud over vejret. Benedikte og jeg selv repræsenterer SBCI, som er initiativtager til netværket - de andre deltagere kommer fra mange forskellige faggrupper og projekter – Sundby Bibliotek, Dansk Flygtningehjælp, Gymnastikforeningen for etniske kvinder, IndvandrerCenteret på Nørrebro, Nykøbing Falster Frivilliggruppe, Projektrådgivningen København, KVINFO, Malmø Stadsbibliotek og Nykøbing Falster Kvindenetværk.

Alle er mødt op, fordi de er interesserede i at arbejde med vidensdeling, formidling og faglig udvikling inden for området ”integration af kvinder og piger”.

Netop det tværfaglige er vigtigt – at få nye kontakter ud over de sædvanlige faglige fællesskaber og at undgå at for mange opfinder ”den dybe tallerken”. Flere giver udtryk for, at de gerne vil i kontakt med og udvikle et samarbejde med bibliotekerne, der bliver set som vigtige aktører, som ”deres” piger og kvinder kan få stor glæde af.

Der er nok at tage fat på

Ud over at opnå viden om, hvad bibliotekerne har at tilbyde - til både brugerne og andre institutioner - og at opnå et tættere tilknytning til biblioteksvæsenet, viser det sig hurtigt, at der er en masse fælles problemstillinger, som deltagerne kan få glæde af at vende med hinanden.

En af dem er spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at de aktiviteter, der iværksættes, afspejler de berørte piger/kvinders reelle behov. Alle er enige om, at mulighederne skal kendes, før ønsker og behov kan formuleres, men hvordan arbejder vi med udvikling af metoder, der støtter kvinderne i at formulere egne behov?

Andre problemstillinger, man ønsker at arbejde videre med i netværket er:

  • Hvordan når vi brugerne og formidling af aktiviteterne til offentligheden – med stikord som personlig kontakt og differentiering og ”sejt opsøgende arbejde”.
  • Samarbejde og partnerskaber i modsætning til konkurrence mellem aktørerne.
  • Mentorskab – og omvendt og dobbelt mentorskab.
  • Forankring af projekter og aktiviteter.
  • Der er således masser af spændende emner at tage fat få, og vi bliver hurtigt enige om, at der er god grobund for netværket og at vi skal ses igen i det tidlige forår.

Du kan stadig nå at være med

Vi har fået mange interessetilkendegivelser fra andre, der gerne vil være med i netværket fremover, men som af den ene eller anden grund ikke kunne deltage i opstartsmødet. Alt i alt er netværket oppe på at have 30 medlemmer, hvoraf de fleste kommer fra organisationer og projekter uden for biblioteksvæsenet.

Jeg vil derfor gerne opfordre bibliotekerne til at melde sig på banen, da jeg er sikker på, at det er meget at hente i netværket for bibliotekspersonale, som på den ene eller anden måde beskæftiger sig med etniske minoritetskvinder og -piger.

Næste møde i netværket bliver i februar – datoen er endnu ikke fastlagt, men man kan allerede nu tilkendegive sin interesse for netværket ved at sende en mail, så sørger vi for at du modtager relevant information vedr. mødeindkaldelser, kommissorium og referat.