Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Lektiecaféen har styrket bibliotekets netværk
For biblioteker
Navigation
 

Lektiecaféen har styrket bibliotekets netværk

10. september 2008
Lektiecaféen har styrket bibliotekets netværk

Foto: De frivillige hjælpere roser bibliotekerne for samarbejdet omkring lektiecaféernes tilbud.

Af Susanne Linton

70 procent af de biblioteker, der har åbnet en lektiecafé erklærer sig godt tilfreds med resultatet. Det viser resultatet af den 1. evaluering, som Styrelsen for Bibliotek og Medier i samarbejde med BiblioteksCenter for Integration sendte ud kort sommerferien. ”Lektiecaféen har givet biblioteket meget goodwill og er med til profilere biblioteket som helhed”, lyder en af de positive kommentarer i undersøgelsen. Andre hæfter sig ved, at en ny målgruppe er blevet opmærksom på bibliotekets mange muligheder.

”Nu forstår jeg bedre, hvad lærerne forklarer…”

Også brugerne selv har taget godt imod lektiecaféerne, lyder det samstemmende fra de fleste af de biblioteker, som har ladet caféerne overgår til drift her efter sommerferien.

Elevernes egne tilbagemeldinger er også positive: ”Nu forstår jeg bedre, hvad lærerne forklarer…” og ”man får hjælp, når man har brug for det”, er blandt kommentarerne i de spørgeskemaer, som blev sendt ud lige før sommerferien. Flere børn skal dog spørges ved den næste runde evalueringer for at give et mere retvisende billede. Foreløbig er det primært bibliotekerne selv, der har givet deres bud på projektets resultater.

Lokal opbakning

Som tidligere omtalt på vores hjemmeside har lektiecaféerne lokalt modtaget stor pressedækning og anden lokal opbakning. Evalueringen fra bibliotekerne byder på kommentarer som: ”Lektiecaféen er anerkendt i lokalområdet - således fik vi 5.000 kr. i uopfordret sponsorstøtte”. Derimod har opbakningen fra enkelte skoler været til at overse. Her har nogle biblioteker stødt på udfordringer i forhold til at forklare, hvad det er lektiecaféerne kan tilbyde: nemlig et supplement og støtte til lektiehjælp. Men flere har oplevet, at skolerne har været meget behjælpelige med markedsføringen.

Længere åbningstid

Højest på brugernes ønskeliste står helt klart udvidet åbningstid. Et ønske som flere biblioteker da også vælger at imødekomme, når caféen åbner som almindeligt driftstilbud.

Nogle caféer har dog langt fra opnået det forventede deltagerantal i løbet af det første år. Men der er generelt stor forskel på, hvor lang tid, det tager at sprede budskabet om tilbuddet. Det er brugerne selv, der er de bedste ambassadører.

57 lektiecaféer og 12 udvidede projekter har foreløbig modtaget tilsagn om støtte.
Kun tre caféer er lukket, mens foreløbig 24 er gået i drift (altså valgt at fortsætte efter den lokale projektperiode) ved dette skoleårs start.

Lektiehjælpspuljen kan søges resten af 2008.

Se mere på statsbiblioteket.dk/lektiecafe