Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Mediestream inviterer arkiverne med
For biblioteker
Navigation
 

Mediestream inviterer arkiverne med

Mediestream Folkebibliotek har hidtil været en tjeneste begrænset til adgang via folkebibliotekernes lokaler og netværk. En ny aftale med rettighedshaverne giver nu bibliotekerne mulighed for, uden ekstra beregning, at udvide denne adgang til også at omfatte lokalhistoriske arkiver og stadsarkiver.

10 millioner historiske danske avissider
Mediestream Folkebibliotek stiller mere end seks millioner historiske danske avissider til rådighed for borgerne. Siderne er en del af de 35 mio. digitaliserede avissider i Mediestream, som Det Kgl. Bibliotek har indscannet og gjort søgbare. Sammen med de rettighedsfrie sider (de mere en 100 år gamle avissider) har danskerne fri adgang til mere end 10 mio. danske avissider. Dels hjemmefra og dels via det lokale folkebibliotek, hvis biblioteket har tegnet abonnement, hvilket 80 % af de danske folkebiblioteker har.

En ”walk-in” tjeneste
Adgangen til Mediestream Folkebibliotek sker via bibliotekets publikumsterminaler eller bibliotekets publikumsnetværk. Adgangen er styret via IP-adresser på samme måde som en række andre tjenester, bibliotekerne stiller til rådighed (eksempelvis Infomedia). Tjenesten kræver altså fremmøde på biblioteket, hvor aviserne kan læses og downloades (til privat brug), enten på bibliotekets terminaler eller på medbragte computere. Det er denne adgang, som nu udvides til også at omfatte lokal- og stadsarkiver i de abonnerende kommuner.

En del af abonnement for 2021
Udvidelsen med adgang fra lokal- og stadsarkiver bliver en del af abonnementstegningen til 2021, hvor dit bibliotek kan tilvælge arkiverne og indberette arkivernes IP-adresser til Det Kgl. Bibliotek.

Succes under corona-krise
Under nedlukningsperioden marts-juni 2020 forhandlede Det Kgl. Bibliotek, Dansk Journalistforbund, Danske Medier, Copydan Tekst og Node samt Kulturministeriet en aftale på plads, som gav alle danskere hjemmeadgang til indholdet i Mediestream Folkebibliotek. Brugen af tjenesten steg markant, og reaktionerne var meget positive. Blandt andet med inspiration i disse erfaringer er aftalen med rettighedshaverne nu genforhandlet og udvidet.