Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Bibliotekerne ødelægger ikke markedet
For biblioteker
Navigation
 

Bibliotekerne ødelægger ikke markedet

Udgivet 11. september 2012


Den 7. september 2012 bragte Berlingske Tidende under Kulturdebat et indlæg af direktør for Statsbiblioteket i Aarhus, Svend Larsen. Indlægget blev publiceret under titlen "Bibliotekerne ødelægger ikke markedet". Vi bringer her i For Biblioteker Svend Larsens tekstoplæg i sin helhed.

MODERNE OFFENTLIG SERVICE

I sommerens løb har Berlingske bragt artikler om privat og offentlig service med bibliotekernes musikservice Bibzoom som eksempel. I samme periode omtalte Berlingske en ny bog af den amerikanske filosof, Michael Sandel, om begrænsning af markedets dominans. Kobler man de to ting sammen, kunne man få det indtryk, at bibliotekernes service er på kollisionskurs med den private sektor. Det er ikke tilfældet!

Sandels bog hedder "What Money Can’t Buy", men titlen burde snarere have været: Hvad penge ikke bør kunne købe. Grundtanken i bogen er, at markedet og penge fylder for meget og trænger ind på områder, hvor andre normer end økonomiske hidtil har været bestemmende. Et af Sandels eksempler er ”køens etik”, hvor pointen er, at tidligere var først til mølle-princippet afgørende, mens man nu kan købe sig uden om køen (’fast track’ osv.). Selv om man kan diskutere, om det ene princip stiller folk mere lige end det andet (hvem har bedst mulighed for at komme først?), kan det ikke nægtes, at penge i stigende omfang gør det muligt at købe sig fra ventetid i en række tilfælde. Men er det nødvendigvis et problem? Det er det kun, hvis man mener, at service der ikke leveres via markedet, har en højere værdi end service, der leveres via markedet. Men offentlig servicevirksomhed hviler ikke på den præmis. Tværtimod er det sådan, at rigtig mange offentlige serviceydelser også produceres af private virksomheder. Det gælder fx nyhedsformidling, transport, underholdning, informationsforsyning og uddannelse. Offentlig service på disse områder er ikke finere, end service leveret af den private sektor; den er noget andet.

På det helt principielle plan handler det om, at et samfund har brug for noget fælles ud over sproget for at hænge sammen, og at et demokratisk samfund forudsætter, at borgerne har rimelig adgang til information, og at de har steder at mødes.

Derfor har vi folkeskole og folkebibliotek, og folkekirken hører vel også til her. Ordet ’folke-’ signalerer, at der hverken er tale om fattighjælp eller om et tilbud til en kulturel eller økonomisk elite. Der er tale om fællesskabstilbud.

Når der nu er bred enighed om, at skattebetalte offentlige serviceydelser er vigtige for sammenhængskraften, så synes det lige for at forvente, at den offentlige service skal være både effektiv og tidssvarende. Men det er ikke uden problemer, som følgende eksempel viser. Digitalisering er nøglen til effektiv offentlig service, og i forskningsbibliotekerne bruges der et trecifret millionbeløb på at give brugerne adgang til elektroniske tidsskrifter. Der er store fordele ved det: der er adgang døgnet rundt, brugerne laver selv en pæn del af det, biblioteket før lavede, og biblioteket sparer håndtering af store mængder papirtidsskrifter. Men der er også en ulempe. Adgangen er begrænset til autoriserede brugere, typisk ansatte og studerende ved et universitet. Når en færdiguddannet forlader universitetet, afbrydes forbindelsen og er afskåret fra at bruge de informationsressourcer, vedkommende har kunnet bruge under uddannelsen. For at sikre rimelig adgang har Kulturstyrelsen, den offentligt ejede virksomhed DBC og Statsbiblioteket samarbejdet om en løsning, hvor alle kan få adgang til en meget stor mængde videnskabelige e-tidsskrifter (via netstedet bibliotek.dk). Løsningen er, at den ønskede artikel printes fra den digitale version og sendes i papirform til afhentning på borgerens lokale folkebibliotek. Det er jo en lidt gammeldags løsning, men ikke desto mindre er løsningen allerede blevet udsat for kritik fra et amerikansk forlag. Sagen drejer sig ikke om betaling, for selvfølgelig skal bibliotekerne betale udgiverne. Det drejer sig om, hvem, der må levere hvilken service, og spørgsmålet er, om nogle private udbydere kan have eneret på visse typer moderne digital service.

For så vidt er det ikke mærkeligt, at den slags konflikter opstår. I den ”analoge verden” er der med tiden udviklet en overvejende fredelig sameksistens mellem forskellige private og offentlige aktører. Den digitale udvikling har skabt uorden i det. Det gælder den store medieverden, men det gælder også den lille biblioteksverden. Der er ind imellem sat spørgsmålstegn ved, om bibliotekerne fremmede læselyst og dermed bogsalg, eller om bibliotekernes udlån forstyrrede bogmarkedet. Men i det store og hele har forlag, boghandlere og biblioteker fungeret samtidig med hver deres opgaver. I den digitale verden er der endnu ikke en sådan arbejdsdeling, og udfordringen er at etablere en løsning, som kan accepteres af de forskellige aktører. Det burde være muligt, i hvert fald i biblioteksverdenen. Det er svært at se, at bibliotekerne ødelægger markedet. I hvert fald hvad angår musik og film, er deres andel af forbruget lille, og de problemer bogforlag og pladeselskaber slås med, er globale og findes også i lande med meget anderledes bibliotekstilbud end det danske. For det andet er bibliotekernes servicetilbud anderledes end private udbyderes tilbud. På musikområdet bruger bibliotekerne ikke den mest moderne teknologi (streaming), og der er begrænsninger i muligheden for genlån.

Kulturformidling er en anerkendt opgave for bibliotekerne og formidling er en væsentlig og integreret del af de digitale tilbud. Men formidlingen har aldrig stået alene. Det har jo aldrig været sådan at man gik på biblioteket alene for at få råd om hvilke bøger man skulle købe hos boghandleren. Bibliotekerne formidler og stiller samtidig materiale til rådighed i et eller andet omfang, og den tidssvarende og effektive måde at gøre det på er digitalt via nettet.

Frembringelse, distribution og brug af viden, kunst og oplevelse sker i et komplekst samspil mellem mange aktører. Bibliotekerne er en del af dette komplekse system, blandt andet som købere og formidlere. Kompleksiteten gør, at intet enkelt greb kan rette op på den ”uorden”, den digitale udvikling har skabt. Jeg er overbevist om at, der findes løsninger, som kombinerer respekten for kunstnernes rettigheder og deres og udgivernes berettigede krav om indtjening med det grundlæggende ønske om fællesskabstilbud.

Sommerens debat viser, at løsningerne ikke er der endnu. Men med gensidig respekt for hinandens opgaver og vilje til at eksperimentere, er der en vej frem.