Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Nu gennemfører Statsbiblioteket Projekt Ommøblering Fase 2
For biblioteker
Navigation
 

Nu gennemfører Statsbiblioteket Projekt Ommøblering Fase 2

Udgivet 4. oktober 2011

nyhedsillustration_ombygning2.jpg

af Ulla Eltang Sylvestersen

Ombygning i faser
Statsbiblioteket står nu, efter en pæn portion analyser og oplæg, lige foran starten på Ommøblering Fase 2. Processen startede for flere år siden under devisen, at Statsbiblioteket ønsker masser af Summende Aktivitet på biblioteket. Flere kundeundersøgelser blev gennemført, og de første egentlige planer sat på skinner, men finanskrisen satte sine spor, der betød, at projektet måtte bides over i flere etaper. I den forbindelse var det naturligvis glædeligt, at Statsbibliotekets nye indretningskoncept netop var opbygget modulært, hvilket betød, at det faktisk gav mening at starte et sted – nemlig på 1. etage, hvor de fleste kundefunktioner findes.

Succes med konceptet

Denne første fase blev gennemført i september 2010, og siden da er der arbejdet ihærdigt på at trimme, kostoptimere og fundraise til den resterende del af konceptet. Vi har da heldigvis også hver dag kunnet glæde os over rigtig pæne stigninger i det daglige antal kunder og mange rosende kommentarer, og derfor har ventetiden måske alligevel ikke været så slem.

Nu er vi så stort set klar til over de næste to måneder at gennemrenovere både stuetagen og 2. sal med det formål at sikre masser af nye studiepladser samtidigt med, at også helt nye ”rum” etableres.

Lounge og studiemiljø
Rotunden på 2. sal omdannes fra trafikknudepunkt til et helt nyt studiemiljø – nemlig en LoungeZone. Det indretningsmæssige udtryk bliver på samme tid klassisk og tidssvarende, og vi får mulighed for at imødekomme rigtig mange af de ønsker, vores kunder har fremsat i brugerundersøgelserne, plus lidt mere. LoungeZonen får sofaer, borde, loungestole og flytbare rumdelere, der alle lægger op til gruppearbejde i hyggelige omgivelser krydret med lækre lamper og andet design. I midten af lokalet placeres et skulpturelt gruppearbejdsbord til otte personer.

I forbindelse med LoungeZonen introduceres en RelaxZone, hvor man har mulighed for at få fornyet energi med enten 15 minutters grundig massage i massagestol eller en aktiv dyst med studiekammeraterne i spillehjørnet med PlayStation og Fatboys.

Servicecenter og MedieZone
I det ellers færdige og yderst velfungerende Servicecenter på 1. sal fuldendes MedieZonen med to multimediestole. Her vil det være muligt at nyde dele af kulturarven og slappe af med BibZoom.dk i ørerne.

I stueetagen gennemføres en omfattende, men alligevel nænsom fornyelsesproces, hvor særligt belysning, skiltning, dekoration og helt ny garderobestruktur implementeres.

Lyd og billede til brugernes rum
AV-Pakken, der bl.a. giver biblioteker mulighed for at udnytte flow tv og radio, er allerede indtænkt i den nye zonebaserede indretning. Det betyder f.eks., at der er indrettet med tv skærme m.v. så man kan følge med i nyhedsudsendelser samt en lang række andre kanaler i de åbne arealer i stueetagen samt i Medie- Relax- og Café zonerne på 1. og 2. sal.

Nye idéer på tegnebrættet
Vi ser frem til at byde velkommen i de nyindrettede lokaler men må også indrømme, at der allerede er visioner om yderligere forbedringer på vej, idet der arbejdes på et decideret luksus kaffebarsprojekt på 2. sal, samt en ny og alternativ udnyttelse af et nuværende specialdesignet rygerum.

Båndet til denne ommøblering klippes ved en åbningsreception i december.

Se billederne af Statsbiblioteket efter Ombygning fase 1.