Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Nyt attraktivt studiemiljø på Statsbiblioteket er indviet
For biblioteker
Navigation
 

Nyt attraktivt studiemiljø på Statsbiblioteket er indviet

Udgivet 13. december 2011

Af Flemming Munch
 

500 studiepladser i nye og lækre omgivelser – det er resultatet af en målrettet indsats fra Statsbiblioteket.

Dekan Allan Flyvbjerg indviede mandag den 12. december Fase 2 af Statsbibliotekets store ommøbleringsprojekt, hvor Fase 1 blev indviet i september 2010.

Biblioteket har nu ca. 500 studiepladser inkl. forhallen m.v., og der er nu både mulighed for at vælge mellem ”stillezoner”, ”åbne zoner” og ”relax zoner”, ligesom der er frit valg mellem individuelle og gruppezoner, herunder fem helt nyindrettede grupperum. Et andet nyt element er, at Statsbiblioteket har investeret i rettigheder til at vise offentlig tv og radio samt udnytte en række nye av-rettigheder, også disse muligheder er indarbejdet i det nye indretningskoncept.

Hele projektet er baseret på en række omfattende analyser af trends, tendenser og brugerpræferencer, der alle helt entydigt har peget på en markant efterspørgsel efter et moderniseret attraktivt studierum. Et af de foreløbige resultater fra en helt ny undersøgelse indikerer i den sammenhæng, at den gennemsnitlige kunde bruger mere end 2,5 time på Statsbiblioteket pr. besøg. Undersøgelsen kortlægger samtidig, at en meget stor del af de daglige brugere både arbejder i grupper og studerer individuelt i løbet af en dag, ligesom mange bliver inspireret til at udnytte ekstra services under besøget.

Et andet og meget udbredt kundeønske har været at få øget åbningstiden, og særligt en tidligere åbning har fyldt meget på ønskeseddelen. Statsbiblioteket har derfor besluttet, at åbningstiden fra tirsdag den 13. december udvides således, at der allerede fra kl. 08.00 vil være adgang til studiepladserne.

Ved indvielsen bød biblioteket de mange fremmødte på rundstykker og morgenkaffe, og der var mange fine ord og lykønskninger. Der vil senere blive god lejlighed for samarbejdspartnere m.v. til selv at besøge Statsbiblioteket og drøfte strategier og muligheder vedr. udnyttelsen af det fysiske biblioteksrum.

Fakta for november:

  • 4.010 udlån pr. dag
  • 1.556 fremmødte kunder pr. dag

P.S.
Vi bliver selvfølgelig aldrig helt færdige med at nyindrette og optimere biblioteket, men vi er nået et meget langt stykke af vejen, og næste indsatsområde bliver at afdække mulighederne for etablering af en egentlig kaffebar.