Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Podcasts skal høres på BibZoom.dk
For biblioteker
Navigation
 

Podcasts skal høres på BibZoom.dk

Udgivet 2. februar 2011

Nyhedsillustration BibZoom.dk ud af beta

Af Niels Mark,
Ansv. redaktør BibZoom.dk Musikredaktion

På BibZoom.dk finder man en sektion der er særligt dedikeret til podcasts om musik. Mange nye udsendelser er på vej ind...

Bibliotekerne og podcasts om musik
Vidste du at bibliotekerne var de allerførste i landet til at lancere podcasts om musik til danskerne? Da Herlev-Bibliotekerne for godt fire år siden udsendte debut-udsendelsen i podcast-serien om lydkunst og elektronisk musik under navnet Ultra FM : Transmissions of Exploratory Music var det første gang, at danskerne kunne abonnere på musikbaserede udsendelser gennem RSS-feeds. Siden er mange nye serier kommet til og den generelle brug af podcast-udsendelser har været stødt stigende.

BibZoom.dk og podcast-sektionen
Da BibZoom åbnede i sommeren 2010, var det også med en sektion særligt dedikeret til podcasts, først og fremmest produceret af vidensstærke bibliotekarer fra hele landet. Med hele tre podcast-serier fra BibZoom.dk placeret på listen over de mest populære danske "Non-profit"-serier under European Podcast Award 2010, er der noget som tyder på at brugerne har taget podcast-sektionen til sig.
I december måned blev vejen for første gang åbnet for eksternt producerede podcast-serier, d.v.s. udsendelser produceret uden for biblioteksverdenen. Således har man siden december 2010 kunnet lytte til spændende radioportrætter af store danske musiknavne. Udsendelserne er produceret af en række af landets største radiostationer (bl.a. DR) under serietitlen Pilot : Dansk Musik i Radioen.

Local Heroes podcast - nyt talerør til morgendagens musiknavne
En af BibZoom.dk's mål er at åbne mulighederne for at ukendte og ikke-etablerede navne kan ses og ikke mindst høres i portalen. Med et månedligt besøgstal på mere end 100.000, er BibZoom.dk en attraktiv markedsføringskanal for nye bands og musikere. Derfor har BibZoom i samarbejde med Bandbase og KODA lanceret muligheden for at nye upcoming bands kan præsentere sig selv for den brede offentlighed. Det sker når kanalen "Local Heroes" åbner inden længe.

Samarbejde med Aalborg Kongres- Og Kultur Center
Ligeledes er Aalborg Bibliotekerne i samarbejde med Aalborg Kongres & Kultur Center . Hensigten her er at berige nogle af de mange spændende koncerter, der finder sted på et af Aalborg’s største musikscener med links til biblioteksresourcer og internettet. Dette samarbejde gav således mulighed for  den første podcast fra Aalborg Kongres & Kultur Center. Frank Helenius, der er bibliotekar på Aalborg-Bibliotekerne var i forbindelse med en nylig koncert med Procol Harum, forbi forsanger Gary Brooker’s hotel til en snak om det legendariske band’s historie. Interviewet resulterede i en spændende podcast-udsendelse om Procol Harum. (link udløbet)

Men koncerter behøver ikke nødvendigvis at komme udefra....

Fra podcast til live-koncert
Da Ultra FM : Transmissions of Exploratory Music åbnede i januar 2007, var det med hensigten at præsentere nye og spændende kunstnere fra den elektroniske musik-scene, som modvægt til de mere kommercielt baserede mainstream-navne der fik sendetid på de etablerede danske radiokanaler. Gennem årene har podcast-serien efterhånden opbygget et stort netværk til talentfulde danske såvel som udenlandske kunstnere. Podcast-serien har nu taget skridtet fra det digitale bredbånd til de bonede koncertgulve.

Koncert med elektronisk musik og video-installationer
I marts måned afholdes den første Ultra FM-live-koncert, der er direkte baseret på kunstnere som har været præsenteret i Ultra FM-podcast-serien. Koncerten, der finder sted den 5. marts på spillestedet Klauzdal i det nordlige København, vil være en særegen blanding af elektronisk musik og videoinstallationer samt lydkunst udviklet live i interaktion mellem kunstnere og publikum. Dermed en unik koncert med bl.a. to af verdens førende navne inden for lydkunst, Jacob Kirkegaard og Ezdanitoff alias Frans De Waard.
Allerede i maj måned vil den næste Ultra FM-koncert finde sted når Bjørn Svin og legendariske System kigger forbi det samme spillested.

Kig forbi på BibZoom.dk
Dermed er der mange gode til at kigge forbi podcast-sektionen på BibZoom.dk. (link udløbet) Har du kendskab til spændende podcasts som bør findes i BibZoom.dk vil vi meget gerne høre fra dig!