Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / PRESSEMEDDELELSE: Lektier Online og Clio Online indgår strategisk partnerskab
For biblioteker
Navigation
 

PRESSEMEDDELELSE: Lektier Online og Clio Online indgår strategisk partnerskab

Udgivet 6. november 2012

Hent pressemeddelelsen som pdf >>

PRESSEMEDDELELSE

Lektier Online og Clio Online indgår strategisk partnerskab
Lektier og læring er i fokus, når Lektier Online og Clio Online indgår strategisk partnerskab, der skal bringe den digitale lektiehjælp ud til endnu flere børn og sikre de flere hundrede frivillige lektiehjælpere bedre hjælpeværktøjer i hverdagen.

Statsbiblioteket og Danmarks største digitale forlag Clio Online indgår nyt samarbejde om projekt Lektier Online med det mål at give online studiestøtte og lektiehjælp til udsatte unge. Det gøres ved, at alle Clio Onlines innovative digitale læremidler bliver stillet gratis til rådighed for Lektier Onlines lektiehjælpere, som giver lektiehjælp via nettet til unge folkeskoleelever, der i dag ikke har mulighed for at få hjælp til lektierne hjemmefra. De frivillige lektiehjælpere sidder klar fem aftner om ugen og hjælper de unge med alt fra danske verber, fysikkens love til matematiske formler. Det sker fx ved hjælp fra Clio Online læremidler www.danskfaget.dk, www.fysikkemifaget.dk og www.matematikfessor.dk. Clio Online hjælper desuden med at eksponere Lektier Online til målgruppen via platformen Mit Clio.

Lektier Online er et projekt, som blev startet af Statsbiblioteket i Aarhus i 2010. Projektet giver online lektiehjælp til børn og unge fra udsatte boligområder, og har i dag mere end 9.000 registrerede elevprofiler og 250 frivillige fra uddannelsesinstitutionerne i Aarhus og København samt knap 50 medarbejdere fra KMD.

”Vi er meget glade for det nye partnerskab med Clio Online. Det er et fremragende eksempel på, hvordan en offentlig institution og en privat virksomhed kan samarbejde og sikre et markant positivt bidrag til at løse et presserende samfundsbehov. Det er dejligt, når den slags initiativer bliver mulige, og vi håber, at også dette partnerskab vil inspirere andre,” siger Flemming Munch, områdedirektør hos Statsbiblioteket, der står bag Lektier Online.

Også hos Clio Online er der stolthed og begejstring over det nye samarbejde:

”Vi er selvfølgelig utrolig glade for at kunne hjælpe med at udbrede dette fantastiske initiativ til målgruppen og få empoweret lektiehjælperne i endnu højere grad”, siger direktør Janus Benn Sørensen. Han uddyber: ”Det er fantastisk, at vi sammen med Lektier Online kan hjælpe så mange unge og være med til at løfte den udfordring, som de unge har med lektierne. Dem som ellers ikke kan hente hjælp andre steder fra”.

”Her hos os giver det også rigtig god mening, at vi nemt, via vores platform Mit Clio, kan vise præcis de elever fra målgruppen, at de har muligheden for at få hjælp til lektierne på nettet”, udtrykker Janus Benn Sørensen.

Udsatte unge skal have en chance
Børn og unge fra udsatte boligområder, som Lektier Online retter sig imod, er en gruppe, som i dag ikke altid har mulighed for at få hjælp til lektierne hjemmefra. Dermed er mange af dem i fare for ikke at kunne gennemføre en folkeskoleuddannelse tilfredsstillende, og det reducerer dermed mulighederne for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Om Lektier Online og Statsbiblioteket
Lektier Online har eksisteret siden februar 2010 og tilbyder lektiehjælp til elever i 6.-10. klasse i engelsk, dansk og matematik og primært til unge i belastede boligområder.

Lektier Online er et projekt under Statsbiblioteket i Aarhus. Statsbiblioteket er det ene af Danmarks to nationalbiblioteker og har bl.a. en særlig forpligtigelse til at arbejde med nationale services målrettet de danske folkebiblioteker. Fra august 2012 er også Det Kongelige Bibliotek indtrådt som partner i Lektier Online.

Lektier Online har pt. ca. 250 frivillige tilknyttet. De fleste frivillige lektiehjælpere er studerende ved henholdsvis Aarhus Universitet og Københavns Universitet. De bidrager hver især med et par aftener hver måned, men også ca. 50 KMD ansatte deltager som hjælpere. Lektiehjælpen ydes primært fra callcentre i København og Aarhus.

Lektier Online modtog i marts 2012 årets Digitaliseringspris i kategorien Velfærd, fordi løsningen tager udgangspunkt i de unge som aktive digitale borgere og inddrager civilsamfundet på en nyskabende måde, ved at frivillige får mulighed for at tilbyde lektiehjælp.

Senest vandt Lektier Online i oktober, sammen med KMD, Årets Partnerpris i forbindelse med Frivillighedens Dag, der blev uddelt på Københavns Rådhus. KMD har været aktiv partner i Lektier Online siden april 2012.

Lektier Online er finansieret af satspuljemidler til og med 2014. Projektet er styret af en gruppe bestående af repræsentanter fra Ministeriet for Børn og Undervisning, Kulturstyrelsen samt Statsbiblioteket. Statsbiblioteket er ansvarligt for projektledelse og gennemførelse.

Om Clio Online
Clio Online blev stiftet for seks år siden som et udelukkende digitalt undervisningsforlag. Fokus er på at udnytte alle internettets muligheder optimalt til at skabe læringsportaler, som skolerne bruger istedet for gammeldags taskebøger. Læringsgevinst og motivation hos eleverne er enorm.

Clio Online er Danmarks største digitale forlag, har over 40 fastansatte plus et væld af freelancere.

I 2012 blev Clio Online udnævnt til Gazelle, og forlagets læringsportaler har på kort tid opnået en imponerende eksponering på alle Danmarks skoler. 90% af alle kommunale skoler har abonnement på læringsportalerne, som har været nomineret gentagende gange til landets fornemmeste priser, bl.a. Undervisningsmiddelprisen.

Kontaktinformation:
Lektier Online/Statsbiblioteket, områdedirektør Flemming Munch, telefon 4030 0322.

Clio Online, direktør Janus Benn Sørensen., telefon 4260 6090.