Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Smuk og vemodig hymne til sensommeren
For biblioteker
Navigation
 

Smuk og vemodig hymne til sensommeren

Udgivet 18. september 2014

Niels Mark, ansv. redaktør, Bibzoom Musikredaktion

Ugens fællessang fra SPIL Dansk og Bibzoom sender dig på en melankolsk tankerejse tilbage til de forgangne sommerdage

Ugens sang:

Sensommervise

Komponist og tekstforfatter: Kirsten og Finn Jørgensen
Produktionsår: 1982

Efter en varm sommer med masser af solskinstimer går vi så småt imod efteråret med blæst og regn, så hvad er mere nærliggende end at trække sig inden døre og lytte til de melankolske toner af Kirsten og Finn Jørgensens smukke “Sensommervise”.

Om sangteksten
“Sensommervise” sender lytteren på en melankolsk tankerejse tilbage til de forgangne sommerdage. Sangteksten beskriver på smukkeste vis et menneskes vandring gennem skoven, mens sommeren går på hæld, og efteråret så småt viser de første tegn. Stemningen er melankolsk, idet vi tydeligt fornemmer, at både sommeren og dagen nærmer sig sin afslutning. Det er samtidig en hyldest til naturen, som, igennem sangteksten, sættes i kontrast til den larmende og det menneskeprægede byliv.

Tankerne bag “Sensommervise” ifølge komponist og sangforfatter
Melodien følger den melankolske stemning fra teksten, idet der gennem melodiforløbet veksles mellem dur og mol. Men hvilken historie gemmer sig bag “Sensommervise”? Jeg ringede til Kirsten og Finn Jørgensen, der står bag visen, for at høre nærmere om baggrunden. De to komponister og tekstforfattere fortæller med egne ord, hvilken historie, der ligger bag den smukke vise:

"Melodien til “Sensommervise” kom for en gangs skyld før teksten. Finn havde komponeret en dejlig melodi, som han ofte spillede. Den melodi måtte have en tekst – og den skulle handle om sensommeren, som vi oplevede den ved skov og sø. Vi boede på den tid nær Bastebjerg Skov og Perlesø i Stubberup nær Borup. Daglige ture i skoven gav os inspiration til teksten".

Vi ville gerne skrive en årstidssang, men den skulle samtidig have et nutidigt præg. Sensommeren er en årstid, som vi begge holder meget af, men den er samtidig en årstid, der fylder én med vemod, fordi sommeren er forbi, og den lange vinter venter.
(Citat fra Kirsten og Finn Jørgensen, september 2014)

14 sange i 14 uger i 2014

Igennem hele efteråret sætter Bibzoom i samarbejde med Spil Dansk fokus på den danske sang og opfordrer dig til at synge dansk. I 14 uger – fra uge 35 og frem til uge 48 – er det en ny sang fra den danske sangskat, der sættes under lup.