Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Søndagsåbent - Ja tak!
For biblioteker
Navigation
 

Søndagsåbent - Ja tak!

Udgivet 4. juni 2014

Inge Dyrlund Steensen, sektionsleder publikumsservice, Statsbiblioteket

Søndag 11. maj og søndag 25. maj åbnede Statsbiblioteket ekstraordinært i tidsrummet fra klokken 10.00 til 16.00. Statsbiblioteket har ikke tidligere tilbudt søndagsåbning, så det var med spænding, vi imødeså publikumstilstrømningen, eller eventuelt mangel på samme.

Det ekstraordinære tilbud var primært rettet mod de studerende, som befinder sig midt i eksamensperioden, men skulle også generelt fungere som et "plaster på såret" i forhold til de mange gener vi gennem længere tid har påført vore kunder i form af støj og områdelukninger forårsaget af en pågående vandskaderenoveringen,

Publikum, og især de studerende, tog rigeligt imod tilbuddet. Der var uventet stor tilstrømning, og begge søndage var der en rigtig god stemning. Mange tilkendegav, at de var rigtig glade for, at biblioteket holdt åbent.

Flere nævnte, at der var meget stille og roligt - og alle var der for at arbejde. Til hverdag er der mere larm, ikke mindst fra renoveringsarbejdet.

Der kom mange positive tilkendegivelser om, at det var et rigtig godt initiativ, og langt de fleste af de studerende sad og læste i hele åbningstiden. Det hjalp selvfølgelig også på stemningen, at der blev serveret gratis kaffe og morgenkager.

Til trods for godt vejr og høj sol (især søndag 25. maj) passerede 180 kunder gennem dørtælleren den første søndag, og 25. maj var tallet helt oppe på omkring 400.

Der er planlagt yderligere to dage med søndagsåbent i eksamensperioden til efteråret, men datoerne er endnu ikke fastlagt.