Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Sprogskoler og biblioteker mødes
For biblioteker
Navigation
 

Sprogskoler og biblioteker mødes

Udgivet 13 maj 2014

af Ulla Eltang Sylvestersen, projektmedarbejder, Statsbiblioteket

Onsdag den 9. april åbnede Kvarterhuset i Jemtelandsgade dørene for det 3. netværksmøde for biblioteker og sprogcentre. Blandt de 22 deltagere var der en god blanding af såvel biblioteksansatte som repræsentanter fra sprogcentrerne.

Hvad har Læs dansk betydet på bibliotekerne?
Vibeke Nielsen fra SBCI indledte som projektleder for ’Læs dansk på bibliotekerne’ netværksmødet med at fortælle om, hvad projektet har betydet på bibliotekerne. Efter kort at have præsenteret de deltagende projektbiblioteker, opsummerede Vibeke projektets tre målsætninger, der henholdsvis har været at forbedre sproglige minoriteters læsekompetencer, at forbedre projektbibliotekernes kompetencer og kendskab til målgruppen og ikke mindst at styrke det lokale samarbejde mellem sprogcentre og biblioteker

Det er lige til - hvis bare man ved det
Ikke alle er klar over, at der findes en fantastisk service for de 500.000 danskere, der har problemer med sproget – nemlig DR.DK/LIGETIL. Det holdt Bodil Marsden et interessant oplæg om. Målgruppen er ordblinde, andre usikre læsere og borgere med andet sprog. DR LIGETIL har en klar mission om at lave de bedste nyheder til usikre læsere. Det gør de bl.a. ved at skrive i et enkelt og klart sprog og forklarer svære ord og begreber uden at tale ned til læseren.

Da baggrunden og konceptet var præsenteret, kom Bodil Marsden med eksempler på forskellige temaer, der gås i dybden med på dr.dk/ligetil. Hvert år lanceres 8-10 forskellige temaer, der både kan være rettet mod dr.dk/ligetil og dr/skole og dr/gymnasier. Som bud på nye temaer, der kunne være interessante for bibliotekerne og sprogcentrene, foreslog deltagerne: ’bibliotekerne’, ’skolereformen’ og ’digital post’.

Interessant bibliotek i spændende omgivelser
Helene Filskov Bjerre Jensen arbejder på Sundby Bibliotek, der har til huse i Kvarterhuset. Hun tog derfor førertrøjen på rundt i huset. Et godt indslag i dagens program at se de interessante løsninger med koblingen af bibliotek, café, frivilligdrevet lektie- og it-hjælp og meget andet, der var samlet i den gamle og smukt ombyggede fabriksbygning.

Bag om de nye uddannelser og afsluttende prøver
Ovenpå en lækker sandwich fra Kvarterhusets café var alle klar til at høre Vejleder Karen Lehmann fra det kommunale sprogcenter CBSI fortælle om de nye uddannelser (ADU) og afsluttende prøver.

Karen Lehmann redegjorde for forskelle på danskuddannelserne og den arbejdsmarkedsrettede danskundervisning, der blev etableret i 2014. En opgørelse over forventet forbrug af hvor lang tid en kursist tager på danskuddannelserne, affødte en god snak i lokalet, om det fastsatte tidsforbrug var realistisk.

Masser af materialer
I projekt Læs dansk på bibliotekerne er der udarbejdet en del forskellige undervisningsmaterialer til biblioteker og sprogskoler, som Vibeke Nielsen præsenterede. Det hele ligger på Statsbibliotekets hjemmeside » og er til fri afbenyttelse.

netværkets hjemmeside » ligger referater etc. fra netværksmøderne.