Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Studietur til Malmø bød på mange inspirerende idéer
For biblioteker
Navigation
 

Studietur til Malmø bød på mange inspirerende idéer

Studietur til Malmø bød på mange inspirerende idéer

Deltagerne samles foran Rosengårdens Bibliotek.

14. juni 2007
Af Ida Schrøder, BiblioteksCenter for Integration

Onsdag den 30. maj 2007 blev BiblioteksCenter for Integrations (SBCI) studietur til Malmø afholdt. Dagen bød på oplæg om bibliotekets brede vifte af nyskabende aktiviteter i forbindelse med betjeningen af byens mange etniske minoriteter.

Deltagerne omfattede 21 personer primært fra bibliotekssektoren men også fra projekter, der i det daglige samarbejder med det lokale bibliotek. De fleste deltagere deltog i studieturen for at få idéer til nye projekter og indsatser til deres daglige arbejde med betjening af etniske minoriteter – og en enkelt deltog for at få inspiration fra integrationsarbejdet til den generelle udvikling af aktiviteter på sit bibliotek.

Den internationale by Malmø

Vi valgte, at studieturen skulle gå til Malmø, fordi byen benytter det flerkulturelle samfund som en mulighed for at hævde sig i en stadig mere globaliseret økonomi, som en forudsætning for det menneskelige møde og som fremmende for hele samfundets udvikling. Malmø betegner sig selv som en international by.

Bibliotekerne er vigtige aktører i byens indsats for at fremme dialog på tværs af kulturer, et rigt kulturliv og dermed en gensidig integrationsproces mellem byens borgere fra 150 forskellige lande.

I 2006 fik Stadsbiblioteket Malmø bys Integrationspris. Det skete ud fra begrundelsen, at biblioteket er et godt eksempel på, hvordan man kan arbejde målrettet med at nå alle medborgere i Malmø med det formål at udvikle integration og mangfoldighed.

Inspirerende idéer til kopiering

Studieturen bød da også på præsentation af mange spændende aktiviteter, eksempler på partnerskaber, imponerende materialesamlinger og et forskningsprojekt om bibliotekets rolle i grænsen mellem inklusion og eksklusion.

Fyldt med inspirerende oplæg og mange gode ideer lige til at kopiere derhjemme, afsluttede studietursdeltagerne dagen i Malmø med en dejlig spadseretur ned gennem Malmøs gamle bydel til Øresundstoget retur til København.