Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Synergi, volumen og vellyd
For biblioteker
Navigation
 

Synergi, volumen og vellyd

Udgivet 5. maj 2010

Af Susanne Linton

nyhedsillustration_ndag_artikel01

Når det nye fusionssite mellem netmusik.dk og Musikbibliotek.dk i løbet af sommeren 2010 er en realitet, bliver der mere for alle. Den nye digitale service tilbyder en stigende mængde indholdsmættet ’content’, der bygger videre på bibliotekernes koncept: At levere og servere den adgang, brugerne efterspørger. Og brugernes efterspørgsel var klart i fokus på Statsbibliotekets n-dag 27. april.

75 deltagere var samlet for at diskutere udvikling og lokal markedsføring. Udfordringen, som vi skal besvare, er: Hvis alle kan få deres ønsker opfyldt gratis, hvorfor så opsøge biblioteket? Dette blev en af områdedirektør Flemming Munchs indgangsreplikker.

Den samlede satsning betyder også yderligere investeringer. Dette skal give basis for et produkt, der både kan og skal generere langt mere trafik end den, netmusik.dk og Musikbibliotek.dk i dag præsterer. Det er øget volumen, der giver det kommende site og dermed bibliotekerne valgmuligheder på markedet.

Troværdigt, tidssvarende og inspirerende
Amalie Ørum Hansen, Gentofte Bibliotekerne (redaktør for Musikbibliotek.dk og repræsentant fra fusionsgruppen), brugte n-dagen på at præsentere visioner for det kommende site.

’Hvordan skaber vi et nyt produkt, der ikke bare er adgang? Vores fornemmeste opgaver er at udvikle et konkurrencedygtigt produkt med en unik formidling. Vi skal kunne levere et indhold, der skal være troværdigt, tidssvarende og inspirerende. Levering og adgang er bibliotekernes kendemærke, sagde Amalie. Redaktøren hæftede sig også ved sidegevinsten ved det øgede fokus på formidling af det digitale materiale:

’Jo bedre vi bliver til at definere det digitale indhold – og det må stå som udtryk for min personlige mening – jo bedre, vil vi også blive til at finde ud af, hvordan vores fysiske (biblioteks)rum skal se ud, mente Amalie.

’Men hvis vores web 2.0-funktionaliteter skal give mening, så skal det også invitere brugerne til dialog. Her har i hvert fald Musikbibliotek.dk været for sagligt’, sagde Amalie. Hun slog dermed til lyd for, at et nyt site er mere inkluderende i sin dialog med brugerne. Også her er der nogle udfordringer, der skal tages op.

De kommende måneder skal det nye site opbygges, men som Amalie demonstrerede under sin præsentation, er forberedelserne i fuld gang.

(Da styregruppen for netmusik.dk 28. april holdt styregruppemøde blev det vedtaget, at det fusionerede site kommer til at hedde DIGI-BIB.dk)

Læs mere i tidligere artikel om fusionen

Streaming: netmusik 3.0
Streaming af musik var også på dagsordenen, og specialkonsulent på Statsbiblioteket, Pernille Schaltz, præsenterede status for udviklingen.

Pernille fastslog, at der den kommende tid sikkert vil komme lokale diskussioner om at flytte fokus og dermed midler fra investering i fysisk materiale til et stadigt mere digitalt udbud.

’Men måske er det værd at huske, at vi i sin tid også begyndte at vælge lp’er fra, fordi vi skulle til at købe cd’er. Og det gik jo også :-) ’, sagde Pernille.

Bibliotekerne vil i løbet af de næste måneder blive kontaktet med henblik på at tegne et tillægsabonnement på streaming og kan forvente refusion, når antallet af downloads falder i takt med, at brugerne vil benytte den nye funktionalitet.

Læs mere i tidligere artikel om streaming

Digital markedsføring i det fysiske rum
På n-dag blev Mediejukeboksen også introduceret af Jytte Bræmer, chef for Bibliotekerne i Fredericia Kommune, der repræsenterede projektgruppen bag den nye boks, der skal styrke formidlingen af de digitale tilbud i det fysiske rum.

I dagens anledning var et eksemplar stillet op i Statsbibliotekets forhal, og mange nysgerrige prøvede de første funktionaliteter.

Læs mere om Mediejukeboksen, der snart er opstillet på syv biblioteker

En løftet pegefinger
Dagens indspark fra sidelinjen blev leveret af samfundsforsker Johannes Andersen, der ikke kun så det positive i at skabe uendeligt frit valg på alle hylder. I vores selvskabte X-Factor kultur bliver vi ’barnagtige’, fordi vi ikke accepterer politiske prioriteringer – ventelister er blevet uacceptable, for vi vil altid selv først i køen – no-matter-what. Denne kultur skaber – ifølge Andersens analyse – krævende ’børn’. Men skal alle virkelig ha’ alt, bare fordi de kan og vil, lød det fra forskeren, der ønskede en anden stillingtagen overfor det materielle udbud, og som han opfordrede bibliotekerne til at stoppe op og tænke over.

En investering i succes
Kodeordet, der blev nævnt dagen igennem, var forretning, forretning og forretning.
’Uden forretningsudvikling bliver det digitale produkt ikke interessant nok for køberne og dermed heller ikke for samarbejdspartnerne. Vi skal tænke i stordriftsfordele og udvikling, for ellers kan der ikke leveres et markedsorienteret tilbud. Og prisen er selvfølgelig også et emne. Her skal der nu investeres i succesen – også ind imellem på forhånd', sagde Flemming Munch. Han fastslog også, at et vigtigt konkurrencemeter er differentiering og formidling.

Bibliotekernes rolle som en troværdig og saglig partner blev også fremhævet dagen igennem, og dette kan kun betyde en yderligere styrke for den kommende udvikling.  Det nye site vil betyde synergieffekt og forhåbentlig bringe langt mere vellyd ud til kunderne.

Læs artikel om lokal markedsføring.

Program for n-dag

Dagens præsentationer (powerpoints)

Status, strategi, vision og udvikling v. Flemming Munch og Pernille Schaltz,

Mediejukeboks v Jytte Bræmer

Fusion af netmusik.dk og Musikbibliotek.dk v Amalie Ørum

Netværkssamarbejde v Niels mark

Netværk v Kasper Hagel