Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Vi digitaliserer verden
For biblioteker
Navigation
 

Vi digitaliserer verden

Udgivet d. 28.september

BibZoom.dk/World banner

 

 

 




Af Kirsten Christensen og Vibeke Nielsen

Som det første land åbnede Danmark med BibZoom.dk World i januar 2011 for bibliotekernes gratis download og streaming af musik og film for etniske minoriteter. Der er ca. 5000 besøgende hver måned, så tjenesten er blevet godt modtaget af brugerne. Men hvor kommer alle de digitale materialer fra?

Film og musik
På grundlag af kriterierne i indkøbs- og udlånsstrategien køber BiblioteksCenter for Integration film og musik til det fysiske depotudlån, og det er et udvalg af disse titler, der lægges på bibzoom.dk/world. Vi køber materialerne i mange forskellige lande og undersøger hver gang, om vi kan få tilladelse til at lægge materialerne i digital form på BibZoom.dk World. Det lykkes ofte, men f.eks. har det endnu ikke været muligt at få tilladelser til at digitalisere tyrkiske film.

Tid til katalogisering
Når vi har modtaget de fysiske materialer, udvælger og katalogiserer vi de film og den musik, der skal lægges på BibZoom.dk World. Vi genbruger de katalogiserede data og eksporterer dem i den form, der kan importeres i Bibzoom.dk World. Værkernes titler og noterne skrives også på originalsprog.

E-bøger
For e-bøgernes vedkommende er proceduren anderledes og mere kompliceret. Der er ingen tradition for at producere e-bøger i mange af de lande, hvor vi indkøber materialer, så udvalget er meget begrænset. Indkøb af e-bøger kræver derfor en helt særlig indsats, og BiblioteksCenter for Integration har netop påbegyndt et særligt indkøbsprojekt med det formål at afsøge markedet og finde kvalitetssikrede e-bøger til BibZoom.dk/world.

Søgning
Man kan kun søge med latinsk skrift. Man kan søge på titler, navne og ord i noter. For at forbedre søgemulighederne tilføjer vi søgeord – såkaldte tags, som kan ses nederst til højre, når man er inde på en post. Disse tags og søgeord kan kombineres for at indsnævre søgningen, f.eks. giver søgningen ”komedie serbisk” flere komedier på serbisk.

Anmeldelser, nyheder på arabisk, bosnisk, persisk, tyrkisk, urdu, og dansk
Udover materialerne, der kan downloades og streames, skriver vi i samarbejde med vores sprogkonsulenter også anmeldelser og bringer nyheder inden for film, musik, bøger og e-bøger på de største sprog i vores samling. Her kan brugerne orientere sig om nye materialer, prisbelønnede værker og nyheder om musik- og filmarrangementer.

Hvis du har forslag, nyheder eller i øvrigt har lyst til at bidrage til BibZoom World er du meget velkommen til at skrive til worldred@statsbiblioteket.dk.