Med udsigt fra bogtårnet – Biblioteksskolen på besøg
Studerende fra Danmarks Biblioteksskole i Aalborg lagde vejen forbi Statsbiblioteket. Her er en mini-reportage fra besøget.
Af Annemette Hasselstrøm og Signe Rasmussen
Udgivet onsdag 7. januar 2009
Statsbiblioteket indeholder så mange spændende ting, at man nødigt vil gå glip noget af det. Bare det at træde ind er en oplevelse i sig selv. Man kommer ind i et noget, man ikke helt regner med efter at have set facaden.
Besøget på Statsbiblioteket startede med tre gode oplæg. Det første fortalte om Statsbibliotekets nationale opgaver, hvor en af hovedopgaverne er arkivering af alt dansk mediemateriale. Her fik vi også noget at vide omkring pligtaflevering.
Det andet oplæg var om Statsbibliotekets funktion som universitetsbibliotek, hvor forskningsbibliotekets mange opgaver blev beskrevet.
Det sidste oplæg var om Statsbibliotekets overcentral. Her fik vi en større forståelse for det danske biblioteksvæsen og deres samarbejdsrelationer.
Efter de tre foredrag fik vi en rundvisning i mindre hold på hele statsbiblioteket. Rundviserne var dygtige medarbejdere fra Statsbiblioteket, som var gode til at svare på vores spørgsmål.
Smuk læsesal
Vi fik blandt andet lov til at komme helt op i bogtårnet, hvor vi fik mulighed for at se udsigten over Århus. Derudover var vi også en tur i kælderen, hvor alt mediematerialet befinder sig.
Læsesalen er smukt udsmykket, og virker nærmest fornem, mens magasinet med flere bøger, mere lyd og video er meget anonymt ud, da det er bygget op som ethvert andet arkiv, med bevægelige arkiv reoler. Intet er sat op i en egentlig rækkefølge, hver bog har et nummer, og bliver sat op efter det. Så to værker af samme forfatter kan stå milevidt fra hinanden. Men imponerende er den nu alligevel, og det virker mere spændende når der ikke er en logisk rækkefølge.
Så en stor tak til de medarbejdere og meget ros for det fine arbejde der var lagt i vores besøg på statsbiblioteket. Det var så afgjort en rigtig god oplevelse for os studerende på Danmarks Biblioteksskole i Aalborg.
Annemette Hasselstrøm og Signe Rasmussen er studerende på Biblitoteksskolen i Aalborg, Dbaa årgang 2008.
