KVINFO
Bibliotekerne og KVINFO er gået sammen om at lave mentornetværk for etniske minoriteter.
Det er resultatet af en samarbejdsaftale (pdf), som KVINFO, Styrelsen for Bibliotek og Medier og Statsbibliotekets BiblioteksCenter for Integration (SBCI) har indgået.
Bibliotekerne har længe haft lyst til at prøve kræfter med mentorordninger. Det bliver lettere nu, fordi samarbejdsaftalen om mentornetværk giver bibliotekerne mulighed for at søge puljemidler i Styrelsen for Bibliotek og Medier og samtidig få hjælp fra KVINFO.
Kulturministeriet satser på udvikling af en række medborgercentre i forbindelse med bibliotekerne. Det vil være oplagt at knytte mentornetværk til bibliotekerne som en del af et medborgercenter i et udsat boligområde. Der er afsat 32 mio. kr. af satspuljemidlerne til udvikling af medborgercentre med for eksempel mentornetværk i programmet ’Lige muligheder’.
KVINFO har siden 2003 drevet et succesfuldt mentornetværk for kvinder med flygtninge-/indvandrerbaggrund. Netværket vandt både Integrationsministeriets Integrationspris og Alt for Damernes pris i 2004 og har i dag godt 3000 deltagere på landsplan. KVINFO har opnået solid erfaring med mentorordninger, især ordninger rettet mod etniske minoriteter. Denne viden stiller KVINFO nu til rådighed for bibliotekerne. Blandt andet kan KVINFO tilbyde rådgivning om opstartsfase, rekruttering af mentorer og konkrete værktøjer til at danne mentornetværk.
Den nye mentorordning bliver markedsført af Statsbibliotekets BiblioteksCenter for Integration, SBCI, der er folkebibliotekernes videncenter om biblioteksbetjening af etniske minoriteter.
