Summa
For at imødekomme den nye, mere selvhjulpne bruger, udvikler Statsbiblioteket et søgesystem, der samtænker den nyeste indekserings- og søgeteknologi med biblioteksfaglig viden, således at brugerne – uden aktivt at opsøge hjælp – kan finde det relevante materiale.
Summa er et søgesystem, der gør det muligt at gennemføre integrerede søgninger de forskellige datakilder, som Statsbiblioteket stiller til rådighed for brugerne. Udviklingen af Summa bygger på et samarbejde mellem biblioteks-, it- og usabilitymedarbejdere. Summa er ikke kun et it-produkt, men et biblioteksfagligt og brugerorienteret produkt, hvor alle Statsbibliotekets faglige ressourcer bidrager med viden og arbejdskraft.
Projektet påbegyndtes i 2005. Det har hidtil været egenfinansieret. Biblioteket har i sommeren 2006 indgået en aftale med den amerikanske virksomhed Cambridge Scientific Abstracts (CSA) om at videreudvikle Summa.
