”Jeg kan huske den første gang. Jeg var rigtig nervøs”
Af Marie Karkov
På kun halvandet år, fra februar 2010 til november 2011, er Lektier Online gået fra 25 til 130 lektiehjælpere i sin stab. Hvem er de frivillige egentligt, og hvad motiverer dem til at arbejde frivilligt? Lektier Online har interviewet Tobias, lektiehjælper i Lektier Online, for at komme bag facaden.
Tobias er specialestuderende i molekylærbiologi på Århus Universitet. Han er udpræget matematisk. Som han selv formulerer det: ”.. jeg tror faktisk kun, at jeg har min venstre hjernehalvdel. Så alt sådan noget med fotoner, og tyngdekraft, og mol og alt sådan noget naturvidenskabeligt, det er bare lækkert!”
Tobias Poulsen, lektiehjælper i Lektier Online siden august 2011
Vigtigt at alle får en uddannelse
Det var to medstuderende, som allerede var lektiehjælpere, der introducerede Tobias til Lektier Online.
For Tobias er det vigtigt, at alle får en god uddannelse. ”Det er så basalt, at alle lærer at regne og snakke rigtigt, og kan finde ud af at lave en jobansøgning. Og hvis man kan hjælpe folk til det, så føler jeg bare, at det er godt. (…) Det kører sådan lidt i ring. Man får lov til at hjælpe andre, de bliver glade, og man bliver selv glad. Det synes jeg er fedt!”
Samtidigt er det frivillige arbejde en god mulighed for at udvide sit sociale netværk. Som specialestuderende på naturvidenskab ”ser man bare færre og færre mennesker, fordi at man er lukket inde i sine forskningsgrupper. Så har jeg ligesom håbet på at møde nogle flere mennesker hernede [i callcenteret]”.
Den største motivation er og bliver dog at lære fra sig – uafhængigt af målgruppen af elever: ”Altså for mig, der spiller det ikke nogen rolle, om det havde været folk i udsatte områder, eller om det havde været rigmandsbørn, eller hvad det er. Bare at man får lov til at lære fra sig”.
Båret igennem den første session
Tobias beskriver den første gang, man hjælper en elev, som noget helt specielt: ”Jeg kan huske den første gang. Jeg var rigtig nervøs. Hvad skal jeg gøre? – hvad skal jeg sige?”
Tobias var heldig med sin første elev: ”Jeg blev bare båret igennem den første session. Og det var pisse fedt, synes jeg. Og hver gang jeg ser det navn i køen, så kan jeg genkende det. De [eleverne] tænker nok, at det er sindssygt pinligt. Og det er bare præcist på den samme måde i den anden ende”.
Den første lektiehjælpssession er en nervepirrende ilddåb, der står mejslet i hukommelsen.
Udgangspunktet er elevens ståsted
En stor udfordring i lektiehjælpen er at huske, hvad man selv lærte på de forskellige klassetrin. Tobias fortæller:
”Man lærer jo flere og flere regler i eksempelvis matematik. Men når der så kommer én igennem fra 6. eller 7. klasse, så skal man ligesom ned igen, og hvad må man bruge? – Man kan bare mærke, hvordan det kravler rundt i ens hjerne. For at lede efter en løsning. ’Hvordan plejer I at gøre?’ ’Jamen vi plejer at bruge Pythagoras’. ’Nååå, selvfølgelig! Kan du ikke fortælle om den?’”
Så er løsningen at tage udgangspunkt i elevens ståsted for matematikken.
Jokes i lektiehjælpen
Selvom det er online, oplever Tobias, at det er muligt at skabe en hyggelig stemning i lektiehjælpen.
”Jeg havde én [elev] igennem, der hed X [navn efter en afdød musiker]. Eller det kaldte han i hvert fald sig selv… Han smilede op til begge ører, hver gang han kiggede ind. ’Og det er mig, der er X’. ’Nå jeg troede, at du var død?’. Det var han ikke. Han sad og lavede lektier. ’Nå, det var derfor, at man ikke havde set ham’. Og så kan man lige hilse på hinanden. Og han var meget skæg. Så fik vi lært at lave sildeben, tror jeg, at det var”.
På den måde er det muligt at spore sig socialt ind på hinanden, så der bringes gejst og motivation ind i online lektiehjælp.
Tobias er en af i alt 130 lektiehjælpere, der to-tre gange om måneden sidder i callcenteret i kælderen på Statsbiblioteket.
