Danmarks dårligste undskyldning
Af Eva Mikkelsen
Kom med din undskyldning for, hvorfor du ikke har lavet lektier – og vind biografbilletter til hele din klasse! Sådan lyder opfordringen i Lektier Onlines nye landsdækkende kampagne, der skal gøre landets 7. – 10. klasser opmærksomme på sitet.
Normalt er der ikke mange pluspoint at hente, når lektierne ikke er blevet lavet, og indrømmelsen skal overbringes i klasselokalet. Men det laver Lektier Online nu om på for en stund. Bevæbnet med mobiltelefonen udfordres alle landets 7. – 10. klasser i løbet af april måned til at filme deres dårligste undskyldning for de manglende lektier og dele den på Facebook.
Samarbejde med Lommefilm
Kampagnen er et samarbejde mellem Lektier Online og produktionsselskabet Lommefilm. Eleverne hjælpes på vej af skuespiller Jacob Weble, kendt fra blandt andet tv-serien Klovn. I en række klip, der kan hentes på Lommefilms hjemmeside, spiller Jacob Weble, læreren der må lægge øre til de mange dårlige undskyldninger. Det er elevernes opgave at sætte de forproducerede klip sammen med deres egne optagede undskyldninger, og på den måde bliver det til små færdige film.
Jacob Weble som læreren, der må lægge øre til de mange dårlige undskyldninger.
Workshops på skoler i Valby, Herning, Albertslund og Århus
Lektier Online tager sammen med Lommefilm rundt på en række udvalgte skoler og afholder workshops med eleverne. Vi opfordrer dog alle interesserede skoler til at deltage. Deadline for upload af film er den 2. maj kl. 12. Herefter vil en jury udvælge den dårligste undskyldning samtidig med at de unge også selv vælger deres favoritfilm. Begge vinderfilm kåres den 6. maj.
Kampagne på de unges præmisser
Det er med andre ord en kampagne lavet af de unge til de unge. Budskabet er naturligvis, at med Lektier Onlines tilbud om gratis lektiehjælp, er der ikke længere nogle undskyldninger for ikke at have lavet sine lektier. Så det er sidste chance for at få fyret dem af.
Med kampagnen ønsker Lektier Online at involvere de unge og sætte fokus på lektievaner på en sjov og humoristisk facon i stedet for løftede pegefingre.
Læs mere om konkurrencen her.
