Forcer og perspektiver på online lektiehjælp
Af Eva Mikkelsen
Årsskiftet bød på nye midler fra Satspuljen, og Lektier Online er hermed sikret finansiering de kommende tre år. Arbejdet med at hjælpe unge med lektierne og med at udvikle og styrke de pædagogiske og faglige værktøjer for lektiehjælpen kan fortsætte. Lektier Online har brugt anledningen til at stoppe op og kikke nærmere på de forcer og perspektiver, der ligger i online lektiehjælp.
Pernille Brinch og Pernille Ladegaard Pedersen fra Time2Learn
Indehaver af Time2Learn, Pernille Brinch, er en af de personer, der sidste år har været med til at klæde lektiehjælperne fagligt og pædagogisk på. I november 2011 afholdt hun sammen med kollegaen Pernille Ladegaard Pedersen et kursus, hvor fokus var rettet mod forståelsen af ’zonen for nærmeste udvikling’, ’modellæring’ og fagfaglige guidelines i lektiehjælpen. Læs mere om kurset her. Pernille Brinch har givet sit bud på fire af Lektier Onlines største forcer og perspektiver.
1. Et uformelt møde mellem elev og lektiehjælper
En af de styrker, som Pernille Brinch fremhæver er at mødet mellem elev og lektiehjælper er uformelt og uforpligtende for eleven. ”Der er en kæmpe force, fordi lektiehjælpen foregår anonymt. Eleverne behøver ikke involvere sig personligt, og det betyder, at de tør kaste sig ud i lektiehjælpen.” Pernille mener, at det kan være lettere at skrive med en fremmed end at spørge sin lærer direkte så undgår man at udstille sin egen usikkerhed overfor en, man kender.
2. En forståelsesmæssig livlinje for tosprogede
Forståelsen af fagbegreber er essentiel for at kunne løse eksempelvis en matematikopgave. For mange tosprogede børn og unge foregår hjælpen derhjemme på et andet sprog, og dermed kan deres ordforråd og fagbegreber på dansk være mangelfulde. Når man ikke forstår meningen med opgaven, bliver mange elever usikre. Ifølge Pernille Brinch bliver der derfor sorteret mange dygtige matematikere fra blandt tosprogede unge, og hun vurderer at ”de frivillige i Lektier Online kan gøre en stor forskel ved at oversætte og tydeliggøre tekstopgaver og sætte ord på, hvordan man kan gå til en opgave og forklare metoder på dansk.”
3. Lektiehjælp på de unges eget medie
Når lektiehjælpen foregår på nettet, foregår det ifølge Pernille Brinch på de unges eget medie. Det giver de unge en ro, og lektiehjælpen kommer hermed til at foregå på deres præmisser.
4. Et fordomsfrit læringsrum
Pernille Brinch fremhæver, at mange unge har et stort passivt ordforråd på eksempelvis engelsk og tysk, men at de har svært ved at bruge det aktivt. ”Der er ikke noget, der er så sårbart, som at øve sig på et fremmedsprog. På lektier-online.dk vil man kunne nå flere elever, der tør forsøge sig med et fremmedsprog netop fordi de er anonyme og dermed ikke så sårbare, når de forsøger at sige noget på engelsk og tysk.” Lektier Online kan netop tilbyde et fordomsfrit læringsrum, hvor de unge kan tale, høre og øve sig på sproget, og det kan ifølge Pernille medvirke til, at de unge vil opleve en meget hurtig udvikling af deres aktive ordforråd.
Mere info:
Pernille Brinch og Pernille Ladegaard Pedersen har bl.a. udgivet bøgerne: ”Nu laver vi de lektier” og ”legende let.” Læs mere om Time2learn her.
