Klare fordele ved online lektiehjælp
af Eva Mikkelsen
Elever kan få hjælp til lektierne uafhængig af, hvor de befinder sig i landet - om de sidder derhjemme, på biblioteket eller et helt tredje sted. Dette er blot en af de fordele, der er ved at hjælpen foregår på nettet. Desuden foregår lektiesessionerne i en-til-en kontakt mellem elev og lektiehjælper; det bevirker at lektiehjælpen på skærmen virker fastholdende og kun handler om selve lektiehjælpen.Mange skoler har fået øjnene op for disse fordele.
Møder eleverne anonymt og fordomsfrit
Et andet aspekt er, at lektiehjælperne møder eleverne anonymt og fordomsfrit. Det er en stor styrke ved Lektier Online, der netop gerne vil være et alternativ til de fysiske lektiecaféer, der har svært ved at få de ældste drenge til at møde op. Måske fordi det kan opleves blufærdigt at udstille sit behov for lektiehjælp.
Skolerne er positive overfor lektiehjælp på nettet
”Det bliver helt sikker en succes, når elever og forældre får kendskab til og benytter sig af Lektier Online.” Brian Siig Nordgaard, der er afdelingsleder på Munkevængets Skole i Kolding, er meget positiv overfor Lektier Online. Han tilføjer: ”Lektier Online giver netop børn og unge mulighed for at få hjælp til de faglige udfordringer, der er i at forstå begreber og løse opgaver i forbindelse med lektielæsning.”
Brian Siig Nordgaard, afdelingsleder på Munkevængets Skole i Kolding
Et aktivt valg fra elevernes side
Afdelingsleder på Mellervangskolen i Aalborg, Helle Toft Nielsen, fremhæver det positive i, at eleverne selv skal tage initiativet: "Vores lektiehjælp sker på lærernes opfordring. Med det her (lektier online, red.) kan du bare gå på nettet. Og når du selv tager initiativet, vil det give en stor selvstændiggørelse. Jeg ved ikke om det er lyset, men det er et godt bud".
Et fint supplement til skolens lektiecafe
Brian Siig Nordgaard lægger desuden vægt på at Lektier Online skal supplere skolens egen lektieordning: "Munkevængets Skole ser det som et fint supplement til skolens lektiecafe samt til valgfagene dansk træning og matematik træning i de ældste klassetrin".
