Lektiehjælperne på kursus i ”Anerkendende Pædagogik”
Af Marie Karkov
Lektier Online har en ambition om at tilbyde så kvalificeret lektiehjælp som muligt. Med afsæt i denne ambition afholdt Lektier Online et kursus for lektiehjælpere i ’anerkendende pædagogik’ d. 3. november 2010. Kurset satte fokus på kommunikation; hvordan lektiehjælperne kan gøre brug af en anerkendende tilgang og få succes med deres kommunikation med eleverne på lektier-online.dk.
Som oplægsholder til kurset havde vi inviteret Hanne Nielsen. Hun har været lærer på Ellekærskolen i 17 år, har en videreuddannelse i anerkendende pædagogik, og fungerer i dag som adfærd og kontakts konsulent på skoler i Århus.
Hanne Nielsen, oplægsholder i anerkendende pædagogik.
Anerkendende tilgang til eleverne
Via Hanne Nielsens oplæg lærte Lektier Online, at læring er noget der foregår i relationer. Dette er udgangspunktet for den anerkendende pædagogik. I vores eksempel foregår læringen mellem elev og lektiehjælper. Derfor er det vigtigt, at lektiehjælperne er opmærksomme på, hvordan deres relation til eleverne indvirker på sidstnævntes læring.
Således er det vigtigt at være opmærksomme på:
- at møde eleven der, hvor eleven er
- at positive forventninger er afgørende for udbyttet
- at udgangspunktet er, at eleven gør sit bedste
- at din tilgang og dit sprogbrug gør en forskel
- at holde fokus på det, der virker
- at du kan bestemme din egen virkelighed
I den forbindelse kan det være en fordel, at lektiehjælperne og eleverne på lektier-online.dk møder hinanden som et ubeskrevet blad uden fordomme og forhistorie.
Problemer skal udfordres
De problemer, der opstår i kommunikationen med eleverne, skal udfordres. Det kan gøres ved at sætte fokus på:
- Hvad er det, der sker, når det er svært i kommunikationen med eleven?
- Hvilken frustreret drøm gemmer sig bag dit problem? (hvad er det, du gerne ville opnå med eleven?)
- Hvad er på spil for eleven, hvad er hans/hendes frustrerede drøm? (hvad er det vedkommende gerne ville opnå med dig?)
- Hvad vil du gerne, hvad ville du hellere? Være en dygtig underviser, den gode ven, gøre en forskel, hjælpe andre?
Ved at blive opmærksom på de forventninger, der eksisterer til hinanden i lektiehjælpen og også til sig selv (lektiehjælper og elev) hver især, kan lektiehjælperen arbejde sig ud af de problemstillinger, der opstår i dialogen med eleven. Dette sker ved at anerkende hinandens udgangspunkt og forventninger til lektiehjælpen, og hvordan disse kan opnås, i stedet for at fokusere på den konkrete situation, som er gået i hårdknude.
Engagerede lektiehjælpere i workshop
Efter oplægget blev der afholdt en workshop. I callcenteret er der ofte travlt med mange elever i gennem til vores lektiehjælp, hvorfor lektiehjælperne ikke har tid til at udveksle erfaringer internt. Dette skulle der rådes bod på under workshoppen.
I grupper skulle lektiehjælperne fortælle hinanden om de situationer i callcenteret, som de har fundet udfordrende i forhold til at yde lektiehjælp. Dernæst skulle de komme med løsningsforslag til disse situationer ved at tage afsæt i en anerkendende tilgang til eleverne.
Der arbejdes koncentreret under workshoppen.
Lektiehjælperne var meget aktive under workshoppen, super engagerede og konstruktive i deres sparring på hinandens kommunikationsopgaver i callcenteret.
Endnu engang blev projektteamet bekræftet i, at Lektier Online har et fantastisk team af ansvarsfulde unge, frivillige lektiehjælpere med stort engagement i deres gerning som lektiehjælpere.
Der sparres og udveksles erfaringer lektiehjælperne imellem.
