Lektier Online nomineret som et af de bedste offentlige it-projekter
Af Anne Vest Hansen
Tillykke med nomineringen til Digitaliseringsprisen 2012! Sådan lyder det i en mail til Lektier Online, som Statsbiblioteket netop har modtaget i dag.
Lektier Online er et eksempel på, hvordan et biblioteksprojekt ved hjælp af innovativ it-udnyttelse kan være med til at bidrage positivt til, at unge - især tosprogede drenge - kan få en ordentlig faglig ballast med sig fra folkeskolen. Derfor er projektet udvalgt og nomineret til at vinde Digitaliseringsprisen 2012 indenfor priskategorien Velfærdsprisen
Om digitaliseringsprisen
Digitaliseringsprisens formål er at fremme digitaliseringen af den offentlige sektor, da innovativ it-udnyttelse både øger effektiviteten i det offentlige og forbedrer service-niveauet for borgerne. Digitaliseringsprisen 2012 er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner, KL, CEDI, KMD, HP og Rambøll Management Consulting. Digitaliseringsprisen skal øge opmærksomheden om succesfulde og værdiskabende digitaliseringsinitiativer i den offentlige sektor. Ved at præmiere konkrete projekter belønner prisen foregangseksempler, der gavner samfund og borgere, og som inspirerer andre til nye visioner og initiativer.
Læs mere om Digitaliseringsprisen på www.digitaliseringsprisen.dk
Seks projekter nomineret i 2012
Seks offentlige myndigheder er i år nomineret til Digitaliseringsprisen med projekter, der fungerer som it-pejlemærker i den offentlige sektor. Her af er Lektier Online det ene. Læs mere om de seks mulige vinderprojekter i dagens Computerworld "Her er de bedste offentlige it-projekter lige nu"
Vinderen kåres på konference 20. marts
I år bliver Digitaliseringsprisen for syvende år uddelt til offentlige myndigheder, der har gjort sig særlig godt bemærket med succesrige og værdiskabende digitaliseringsinitiativer. Vinderen kåres på Digitaliseringskonferencen den 20.-21. marts 2012 i Aarhus. Konferencen er det største mødested for it-professionelle og andre, som arbejder for et digitalt Danmark. På konferencen vil den endelige vinder blive kåret.
Måske det bliver Lektier Online - vi ved det ikke – men vi er glade og stolte over at blive nomineret.
