Lektier Online ønsker go’ sommerferie
Af Anne Vest Hansen
Når lektiehjælperne lukker ned for køen på lektier-online.dk i aften, er det for at gå på sommerferie. Og det er velfortjent – efter endnu et år med fuld knald på tasterne i lektiehjælpen. I det forgangne skoleår har Lektier Online hjulpet med 7124 lektie- og eksamensforberedende opgaver.
Udvidet kapacitet – over 200 lektiehjælpere
I Lektier Online projektet har der i de seneste måneder især været fokus på at udvide kapaciteten, så flere frivillige lektiehjælpere fra flere steder i landet har mulighed for at give lektiehjælp. Vi har dels udvidet lektiehjælperstaben på Statsbiblioteket i Århus, hvor vi pt. er 130 frivillige lektiehjælpere. Vores CSR partneraftale med it-virksomheden KMD har tilført 35 lektiehjælpere, og når Det Kongelige Bibliotek åbner deres callcenter efter sommerferien, så har vi yderligere 50 lektiehjælpere rekrutteret og oplært og klar til at give lektiehjælp.
I Lektier Online er vi glade og stolte over, at det er lykkes os at indgå disse samarbejder med eksterne partnere, da det giver projektet nogle kapacitetsmæssige udvidelsesmuligheder, vi ikke kan løfte alene fra Statsbiblioteket i Århus.
Nomineret til priser
I marts vandt Lektier Online Digitaliseringsprisen 2012 i kategorien Velfærdsprisen. Statuetten står på hylden og minder os om, at vi med Lektier Online har fået pris og anerkendelse for at være et projekt, der ved hjælp af innovativ it-udnyttelse er med til at løfte en samfundsmæssig vigtig opgave indenfor læring og uddannelse til udsatte børn og unge.
I denne uge er vi netop blevet indstillet til endnu en pris. Frivillighedens Dag i København har peget på Lektier Online og KMD som en ud af fire partnerskaber, der er udvalgt til at vinde årets Partnerskabspris. Uanset om vi vinder, så kan vi være stolte af at være med i opløbet om endnu en pris.
Genåbner 15. august
Lektier-online.dk genåbner efter sommerferien d. 15. august. Her vil der atter sidde lektiehjælpere klar til at chatte om lektierne fra kl. 16-20 hver mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og søndag kl. 17-20.
Indtil da – god sommerferie!
