Lektier Online sikret finansiering tre år frem
Af Anne Vest Hansen
Lektier Online er udvalgt til at være et af de projekter som vil modtage bevilling fra satspuljen 2012. Som en del af regeringens finanslovsforhandlinger er det besluttet, at projektet er sikret videreførelse for endnu en periode på tre år.
Flere vil få mulighed for at få online lektiehjælp
Lektier Online står til at modtage få 2.6 millioner pr år i tre år. Det skal sikre dels en videreførelse og videre udbredelse så endnu flere unge skoleelever kan få gavn af lektiehjælpen. Men de tre år skal også bruges på at skabe forretningsmæssig bæredygtighed for Lektier Online som blivende biblioteksservice.
Hele efteråret har der været travlhed i projekt Lektier Online, som oplever stigende efterspørgsel på lektiehjælp via sitet lektier-online.dk. Men samtidig med den massive succes har der også været stor usikkerhed om projektets videreførelse. Det er derfor en stor glæde og lettelse, at vi her til morgen kan se forhandlingsresultatet offentliggjort på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.
En offensiv biblioteksservice
Kulturminister Uffe Elbæk citeres på Kulturministeriets hjemmeside i forbindelse med offentliggørelsen: ”Bogstart og Lektier Online er to originale eksempler på, hvordan biblioteket rækker ud mod befolkningen og tilbyder helt nye oplevelser og måder at lære på. Styrkelse af små børns sprog og stimuleringen af unges lyst til at lære er vigtige samfundsopgaver, og biblioteket viser sig her fra en offensiv og opsøgende vinkel. Det betyder rigtig meget for regeringen, at vi kan fortsætte denne indsats og give endnu flere småbørnsfamilier og skoleelever mulighed for at bruge tilbuddene.”
Fremtiden for Lektier Online starter nu
I Lektier Online glæder vi os til at tage fat på alle de spændende opgaver og fremtidsperspektiver, som vi længe har ønsket at igangsætte. Flere private firmaer er interesseret i at indgå partnerskab med Lektier Online, bl.a om åbning af flere callcentre. Og udenlandske biblioteker er interesseret i at implementere konceptet og indgå aftale om at dele platform. Lektier Online har potentiale for udvidelse af målgrupper, og der er mange spændende fremtidsperspektiver som biblioteksprojekt med både nationalt og internationalt sigte.
Fremtiden kan nu tage sin begyndelse for Lektier Online.
