Privat virksomhed skal give online lektiehjælp til udsatte børn og unge
PRESSEMEDDELELSE:
Som den første private virksomhed er it-virksomheden KMD gået sammen med Lektier Online og Statsbiblioteket om at løfte opgaven med at tilbyde lektiehjælp til udsatte børn og unge over nettet. Med samarbejdet giver KMD deres medarbejdere mulighed for at skifte arbejdstid ud med lektiehjælp fra virksomhedens egne lokaler. De mange nye lektiehjælpere betyder, at Lektier Online har udvidet den efterspurgte ordning og nu kan hjælpe langt flere børn og unge.
Over 6.000 børn og unge i 6.-10. klasse har indtil videre prøvet at modtage lektiehjælp fra projektet Lektier Online. Her sidder frivillige lektiehjælpere klar til at svare på spørgsmål om alt fra engelske verber til matematiske formler. Det online tilbud bliver nu forstærket med 45 medarbejdere fra it-virksomheden KMD, som giver ansatte mulighed for at bruge fire timer af deres arbejdstid på lektiehjælp hver måned.
- Vi synes Lektier Online er et fremragende eksempel på, hvordan it kan udnyttes til at løfte en særlig samfundsopgave. Vores medarbejdere har både kompetencer og lyst til at hjælpe unge med lektieproblemer, men mange af dem mangler tiden i en travl hverdag. Her ser vi en oplagt mulighed for at give dem tiden og samtidig være med til at hjælpe udsatte børn og unge på en ny og anderledes måde, siger Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i KMD.
Nye kompetencer til de unge
Lektier Online, der i marts 2012 modtog Digitaliseringsprisen for sit arbejde, har været i gang siden februar 2010 og har på den tid fået over 6.000 elever og mere end 150 frivillige. Målgruppen for projektet er primært børn og unge fra de 29 ghettoområder udpeget af den tidligere regering, mens de frivillige alle er rekrutteret fra studiemiljøerne i Aarhus, hvor Lektier Online hører hjemme under Statsbiblioteket. Med de nye lektiehjælpere fra KMD sætter lektiehjælpen andre kompetencer i spil.
- Vi er meget glade for aftalen med KMD. Det giver os mulighed for at udvide vores åbningstider og dermed hjælpe flere børn med lektieproblemer. Det giver samtidig også en mulighed for at lade de unge mennesker møde folk med andre kompetencer, som kan hjælpe dem på en anden måde end vores nuværende lektiehjælpere, siger Flemming Munch, områdedirektør på Statsbiblioteket i Aarhus, der står bag Lektier Online.
KMDs medarbejdere er typisk længere i deres erhvervsforløb end den nuværende gruppe og har en lang række forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.
Udsatte unge skal have en chance
De udsatte børn og unge, som Lektier Online retter sig imod, er en gruppe, som i dag ikke har mulighed for at få hjælp til lektierne hjemmefra. Dermed er mange af dem i fare for ikke at kunne gennemføre en folkeskoleuddannelse tilfredsstillende. Dermed er risikoen for, at de ikke får en ungdomsuddannelse overhængende, og konsekvensen kan være et liv uden for arbejdsmarkedet, der i værste fald ender i kriminalitet.
- Der er i dag al mulig grund til at være bekymret, hvis vi taber en gruppe af unge på gulvet, blot fordi vi ikke er i stand til at give dem den rette støtte. Som virksomhed har vi brug for, at der er et stort udbud af kvalificeret arbejdskraft. At hjælpe flere unge godt gennem uddannelsessystemet er ikke bare godt for den enkelte unge, men i høj grad også godt for os som virksomhed, hvis man tager det lidt længere perspektiv. Alle bør have en fair chance for at uddanne sig og komme godt fra start i livet, siger Lars Monrad-Gylling.
Medarbejderne glæder sig
KMDs medarbejdere er gennem et par uger blevet oplært i at være lektiehjælpere og efter de første erfaringer er glæden stor.
- Det er jo fantastisk, at jeg kan kombinere mit arbejde med at gøre noget godt for andre. At kunne se, at man har gjort en lille forskel og fået flyttet noget forståelse, er utroligt tilfredsstillende, og jeg glæder mig bare hver gang, jeg skal af sted, siger Caspar Finck-Jarskov, servicemedarbejder og ny lektiehjælper i KMD.
KMDs medarbejdere leverer lektiehjælp fra virksomhedens lokaler i Aalborg, Odense og Ballerup mandag til torsdag kl. 16-18.
Læs pressemeddelelse
