Så er lektiehjælperne klar
Af Line Rostrup Henningsen
I sidste uge holdt Lektier Online it-kursus for lektiehjælpere. Lektiehjælperne blev introduceret til Lektier-online.dk og vagtplanlægningsredskabet Deltaplan.
De er nu klar til at benytte sitet, når lektiehjælpen går i luften den 25/2 2010, og der er allerede booket mange vagter.
Screendump viser Vagtplanlæg-
ningsredskabet Deltaplan.
Lektier-online.dk
På kurset fik lektiehjælperne en kort introduktion til Lektier-online.dk. Derefter fik de lov til selv at lege med sitet og på skift være lektiehjælper og elev for hinanden. Lektiehjælperne havde generelt nemt ved at benytte sitet og vurderede, at det er et meget intuitivt og brugervenligt site, der egner sig godt til lektiehjælp.
Et helt nyt koncept - et site under udvikling
Online lektiehjælp er et helt nyt koncept, og teknikken er derfor også helt ny. Der er kun ganske få steder i verden, der har erfaring med denne form for webbaseret lektiehjælp, og Lektier Online’s teknik er banebrydende inden for feltet. Det betyder også, at vi må forvente, at sitet har nogle små børnesygdomme i starten. På it-kurset viste det sig også, at flere lektiehjælpere oplevede, at sitet til tider kunne drille lidt. Der arbejdes løbende på at forbedre sitet, og her er lektiehjælpernes tilbagemeldinger uvurderlige. Lektiehjælpere og elever leverer de væsentligste bidrag til, at vi kan blive klogere og udvikle et optimalt lektiehjælpssite.
Deltaplan - vagtplanlægning
En stor udfordring i projektet er planlægningen af lektiehjælpernes aktiviteter. Derfor blev lektiehjælperne introduceret til vagtplanlægningssystemet Deltaplan. Deltaplan, der er venligst udlånt til Lektier Online, er en web-baseret vagtplan, der gør det nemt for lektiehjælperne selv at planlægge, booke og bytte deres vagter. Udover vagtplanen omfatter Deltaplan en række andre indbyggede funktioner, der er med til at lette administrationen og kommunikationen omkring Lektier Online’s aktiviteter.
Deltaplan lader til at være den optimale løsning for de frivillige lektiehjælpere, der allerede har booket mange vagter i de kommende måneder.
Så nu er lektiehjælperne klar!
