Tættere samarbejde med folkeskolerne
af Eva Mikkelsen
Imens eleverne i folkeskolen har travlt med at gøre sig klar til sommerferien, så er vi på Lektier Online i fuld gang med at planlægge markedsføringen overfor vores målgruppe efter sommerferien. Det er vores mål at nå op på 60 lektiehjælpssessioner om ugen, og det kræver i høj grad, at vi går meget bredere ud, når vi markedsfører sitet. Vi har derfor samlet op på hvad der har virket godt i foråret, og hvilke steder vi skal sætte ind med nye tiltag. Resultatet er et efterårsprogram, der bliver spækket med allerede afprøvede markedsførings-succeser samt med en masse nye spændende tiltag.
Markedsføring i flere boligområder
Vi vil bl.a. udvide Tour de Lektier-Online, så elever i udsatte boligområder i Ålborg, Odense og Herning også får muligheden for at få besøg af teamet bag Lektier-Online. Og flere boligområder kan komme til i løbet af efteråret.
Som noget helt nyt, vil vi samtidig tilbyde nye typer events på skolerne. Eksempelvis vil eleverne kunne afprøve sitet som led i undervisningen i en dansk eller matematiktime. Det kan nemlig være lidt grænseoverskridende at logge på sitet første gang og stille spørgsmål til en vildt fremmed lektiehjælper. Ved at lade eleverne afprøve sitet i trygge rammer sammen med klassekammeraterne, så håber vi, at eleverne får en rigtig sjov og god oplevelse med at modtage lektiehjælp første gang på nettet.
Ambassadørerne er fortsat vigtige
Udover den øgede indsats på skolerne, vil vi desuden fortsætte arbejdet med at opbygge en bred og stor kontaktflade til de ambassadører, der dagligt har kontakt med vores primære målgruppe. Det er alt fra medarbejdere i klubber, lektiehjælpscafeer, biblioteker, kulturelle foreninger og boligsociale medarbejdere.
Brug af sociale medier
I kontakten til de unge vil vi desuden kaste os over de sociale medier, hvor hverve-konkurrencer på facebook og en reklamefilmskonkurrence på mobilen begge vil komme til at spille en fremtrædende rolle. Vi ønsker nemlig at involvere de eksisterende brugere i markedsføringen af sitet.
Lektier-Online lukker ned, når skolernes sommerferie begynder, men vi glæder os til at åbne sitet igen d. 12. august.
