Unge i Herredsvang deltog i forpremiere på lektier-online.dk
Af Danny Sannem Kristiansen
Unge First Movers afprøver lektier-online.dk
Foto: Marie Karkov
Det er mandag d. 8. februar 2010. I call centret på Statsbiblioteket i Århus sidder landets skrappeste online lektiehjælpere klar – headset og webcam er justeret, forbindelsen er testet, og nu venter man bare lidt nervøst på, at nogen dukker op i køen.
Et andet sted i Århus, nærmere betegnet Kulturhus Herredsvang, står to projektmedarbejdere, en lektiehjælper samt to engagerede ambassadører og venter spændt på, hvem der kommer ind ad døren.
Der er dømt First Mover-aften og Lektier Online skal stå sin prøve!
Som et led i udbredelsen af Lektier Online har vi i samarbejde med Kulturhus Herredsvang og Hasle Bibliotek inviteret udvalgte unge fra Herredsvang til forpremiere på Lektier Online. Formålet er at gøre de unge til First Movers i deres område – det vil sige, de første, der går i gang med at bruge sitet og forhåbentlig vil sprede rygtet om gratis Online Lektiehjælp til deres søskende og venner.
Da klokken rammer 18.00, er Kulturhusets computerrum, det kommende elevcenter, fyldt op. Kulturhusets ungemedarbejder Miguel Romero har i dagene op til arrangementet spredt ordet om forpremieren blandt områdets unge. 18 drenge og piger i alderen 13-17 år er mødt op – flere end forventet. De unges ansigter stråler spændte og forventningsfulde. Det er tydeligt at se, at de unge glæder sig til at komme i gang.
First Mover-aftenen er i gang, og strategien er klar: De unge skal have fingrene i sitet. Efter en kort velkomst og introduktion kaster vores First Movers sig over sitet, bruger deres egne email-adresser til at oprette en profil og stiller sig i kø til lektiehjælp med de opgaver, de har fået udleveret.
Tilbage på Statsbiblioteket går lektiehjælperne ombord i køen. Én efter én bliver vores First Movers hjulpet i gang med deres opgaver. Lektiehjælpernes nervøsitet daler hurtigt i takt med, at de gode samtaler udvikler sig, og opgaverne bliver løst.
Mens de unge venter på lektiehjælp, slår de et smut forbi deres vante online mødesteder som Facebook, YouTube og forskellige musiksites. Når de er forrest i køen til lektiehjælp, hører de en ringetone i deres headsets og vender tilbage til lektiehjælpen.
Lektier Onlines ilddåb er overstået – med succes. Afrundingen på aftenen byder på en præsentation af en af de frivillige lektiehjælpere, som fortæller om, hvem hun er, og hvordan hun og de andre lektiehjælpere kan hjælpe de unge med deres lektier. Herefter er der pizza, sodavand og uformel hyggesnak i Kulturhusets cafeteria.
På Statsbiblioteket fejrer lektiehjælperne succesen med en velfortjent kop kaffe og et stykke kage og glæder sig til at komme rigtigt i gang med lektiehjælpen fra torsdag d. 25. februar kl. 18.
Flere First Movers logger på lektier-online.dk
Foto: Marie Karkov
