1700-tallet

Århundredets Festival blev første gang afholdt i 2012, hvor rejsen gik tilbage til 1700-tallet. De store opdagelsesrejsendes tid, hvor videnskabsmænd opmålte verden og dissekerede kroppen. Hvor kongen var enevældig, danske købmænd tjente formuer på slavehandel og europæiske oplysningsideer blev diskuteret i private saloner.

Med titlen ’Opdagelser, pøbel og pudderparykker’ fortalte festivalen om kontrasternes århundrede. Et århundrede hvor det eventyrlystne og ekstravagante stod side om side med det grumme og brutale. Et århundrede i spænd mellem det lokale og det globale, mellem pudderparykken og gadens pøbel. En tid hvor blikket var vendt mod verden, og verden strømmede ind over Danmarks grænser.

Statsbiblioteket bidrog med ”Breaking News” fra Aarhuus Stiftstidende.