Deltag i dialogmøder på Statsbiblioteket
19. august 2008
Statsbiblioteket lægger lokaler til, når Global City Aarhus i samarbejde med forskningsenheden ICON, Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet og BiblioteksCenter for Integration inviterer borgere, politikere, eksperter og lægfolk til dialog om kultur og konflikt tre eftermiddage i august.
Dialogerne på det globale torv kommer til at dreje sig om temaerne ’Medier og minoriteter’ med udgangspunkt i debatten om en stormoské i Århus (onsdag den 20. august), om ’Cultural Diplomacy’ med OL i Bejing som aktuelt eksempel (torsdag den 21. august) og ’Køn, kultur og karriere’ om hindringer, der møder højtuddannede kvinder med minoritetsbaggrund, som ønsker at gøre karriere (fredag den 22. august).
Alle interesserede er velkomne. Møderne foregår i Mødelokale 1 på Statsbiblioteket i Århus kl. 15 - 18. Der er gratis adgang.
