Er CSA stadig CSA? Er ProQuest stadig ProQuest?
eller Platforme forgår, men ProQuest består.
Ja og dog. De to velkendte grænseflader er borte for evigt, men efter en sammenlægning af databaserne i CSA, Proquest og Chadwyck-Healey er der udviklet én helt ny og bedre grænseflade under navnet ProQuest.
Ofte resulterer sammenlægninger i tab af databasespecifikke søgemuligheder, men det er ikke sket her, og indholdet, der søges i, er heldigvis det samme.
Man kan vælge at søge på følgende måder:
- i 'Search' (simpel søgning) med kun et søgefelt og søgning i alle tilgængelige baser og tidsskrifter
- i 'Avanced Search', hvor man opbygger en emnespecifik søgning med dertil hørende afgrænsningsmuligheder på f.eks. sprog, videnskabelige artikler eller periode
- i databaser afgrænset til et overordnet emneområde som f.eks. Arts, History, Literature and Language
- i en eller flere baser efter eget valg; listen over databaser opbygges ved at klikke på ’Change’ i 'You are Searching: 32 databases (See list / Change)' i den blå værktøjslinie øverst på siden - og så gå frem efter anvisningerne.
Som ved alle andre søgninger i store datamængder gælder det om at vælge sine søgeord med omhu og bruge de afgrænsningsmuligheder, som de enkelte baser tilbyder, så man ikke bliver væltet omkuld af store svarmængder. Fuldstændig det samme gælder for Statsbibliotekets nye søgesystem, der er beskrevet andetsteds i dette nyhedsbrev.
Skriver man f.eks. dark tourism i søgefeltet, vil ProQuest finde de artikler, hvor begge ord forekommer, men er det i virkeligheden dødsturisme man leder efter, kan man bare sætte ”anførselstegn” om ordene, og straks er søgningen forvandlet til en præcis emnesøgning. Som noget nyt får man ikke nul svar, hvis man staver eller slår forkert, men på googlevis forslag til andre stavemåder, samt forslag til beslægtede emneord. Brug også den informative 'Search Tips', og få endnu flere informationer om ProQuest.
Denne nye platforms styrke er frem for alt, at den samler rigtig mange af vores meget brugte databaser ét sted, og at den samtidig giver rigtig gode værktøjer til præcise emnesøgninger.
Aarhus Universitets Biblioteker abonnerer på 32 af de databaser, som udbydes af ProQuest. Overflytningen fra de gamle platforme er endnu ikke afsluttet, men sker løbende. Stiller man musen i et af billederne på forsiden, som symboliserer et overordnet emne, får man en liste over de baser, der p.t. dækker emnet.
- Adgang til ProQuest fra Statsbibliotekets databaseliste.
- Baserne er også søgbare enkeltvis på databaselisten.
- Kontakt: Annemarie Eskerod ae@statsbiblioteket.dk
