Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om biblioteket / Adgang til historiske aviser fra Dansk-Vestindien
Navigation
 

Adgang til historiske aviser fra Dansk-Vestindien

Udgivet 30. marts 2017

Også lokalt på The Virgin Islands / Jomfruøerne, som det hedder i dag, er der interesse for de dansk-vestindiske aviser, som supplerer en række andre historiske kilder.

31. marts 2017 (Transfer Day) er det 100 år siden, Danmark overdrog De Dansk-Vestindiske Øer til USA. Overdragelsen markeres bl.a. med digitalisering og formidling af originalt kildemateriale fra danske kulturarvsinstitutioner.

Alle de dansk-vestindiske aviser og årgange ligger i Mediestream Aviser. Bortset fra årgangene 1918-1925 af The Herald kan man læse det hele, uanset hvor i verden man befinder sig.

Adgang og brug af aviserne

Adgang og brug af aviserne er dermed ikke begrænset til Danmark. Statistik for Mediestream afslører, at the Virgin Islands/Jomfruøerne kommer ind på en imponerende 9. plads over lande, der har benyttet Mediestream i perioden 1. januar – 27. marts 2017.

Brugen af Mediestream Aviser udenfor Danmarks grænser understreger behovet for digitalisering og adgang til originalt kildemateriale i form af digitale arkiver.

Historiske aviser fortæller nye historier

'Gennem de seneste måneder har det været en helt særlig oplevelse at bevidne, hvordan brugerne kan finde information om deres historie', fortæller Territorial Archivist Susan Lugo fra The Charles Wesley Turnball Regional Public Library på St. Thomas.

'Digitaliseringen af de dansk-vestindiske aviser har et unikt potentiale til at få betydning for, hvordan befolkningen her ser på og fortolker deres historie. Digitaliseringen udgør en vigtig brik i et kildemateriale, der tidligere har været mangelfuldt', understreger Susan Laura Lugo.